Kvinden led af epilepsi, svær slidgigt, knogleskørhed og følgerne efter hjerneblødning. Hun kunne færdes indendørs med krykkestokke eller personstøtte, og udendørs anvendte hun en transportkørestol.
Kommunen havde givet afslag på bistands- og plejetillæg. Kommunen lagde vægt på, at kvinden havde hjemmehjælp til personlig pleje i de dagtimer, hvor manden var på arbejde 5 timer daglig.
Det sociale nævnstadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at behovet for hjælp, pleje og bistand i hjemmetvar dækketaf den af hjemmeplejen ydede hjælp.
Nævnet fandt endvidere, at behovet for bistand uden for hjemmet ikke var tilstrækkeligt stort til at berettigehende til bistands- og plejetillæg.
Nævnet lagde vægt på, athun var bevilliget hjemmehjælp 8 timer og 50 minutter om ugen, hvor hun fik hjælp til personlige pleje og på- og afklædning i dagtimerne, hvor hendes mand arbejdede, og hjælp til at komme op af formiddagshvil.
Nævnet vurderede, at behovet for bistand i hjemmet måtte anses for dækket ved den hjælp, som ydedes via hjemmeplejen og ægtefællen, der stod for indkøb, rengøring og tøjvask.
Nævnet vurderede desuden, at aktiviteterne udenfor hjemmet efter det oplyste var af forholdsvis begrænset omfang, hvorhun anvendte Flextrafik eller Falck til transporten.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kvinden, at hun bare gerne ville have hjælp til transport til fysioterapi en gang om ugen. Hun oplyste i den forbindelse, at hun indendørs altid havde en til at gå bag sig, og også selv støttede sig til en krykkestok. Hun brugte handicapkørsel til familiebesøg mv., men kunne ikke bruge dette til kørsel til fysioterapi.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om behovet for bistand i hjemmet måtte anses for dækket ved den hjælp, som ydedes via hjemmeplejen og ægtefællen.