Ankestyrelsens principafgørelse 69-09

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 16, stk. 1 og § 44, stk.3

En borger, derhavde Down Syndrom og en række andre sygdomme, fik i 1982 tilkendt bistandstillæg. Fra 15. januar 1995 fik borgeren ophold i et kommunalt botilbud.

Kommunen frakendte bistandstillæget, idet betingelserne for at modtage tillægget ikke længere var opfyldt. Tillægget bortfaldt med virkning fra den 31. december 2006 således, at borgeren ikke ville modtage bistandstillæg fra 1. januar 2007.

Kommunen lagde vægt på, at den boform, borgeren boede i, dækkedehans behov, hvorforhan ikke længere var berettiget til at modtage bistandstillæg.

Det sociale nævnstadfæstede kommunens afgørelse, hvorefter bistandstillægget var frakendt med virkning fra den 1. januar 2007.

Nævnet lagde vægt på, at borgeren boede i et bofællesskab efter den tidligere servicelovs § 91, nugældende § 107, stk. 1, og at borgeren fik dækket det daglige behov for personlig bistand af personalet i bofællesskabet.

Nævnet henviste til principperne i AnkestyrelsensPrincipafgørelse P-17-94.

Nævnet bemærkede, at behovet for bistand i forbindelse med aktiviteter uden for hjemmet eventuelt ville kunne dækkes efter reglerne om personligt tillæg, eller efterservicelovens § 97.

Nævnet bemærkede endvidere, at bistandstillæg ikke var tænkt til at dække medicinudgifter og almindelige forsørgelsesudgifter. Bistandstillægget havde derimod til formål at kompensere for behov for personlig hjælp til blandt andet toiletbesøg, spisning, af- og påklædning samt færden inde og ude.

Det forhold, at borgeren gennem adskillige år havde modtaget bistandstillæg og således økonomisk havde indrettet sig herpå, hindrede ikke frakendelse af tillægget.

I klagen blev det blandt andet anført, at borgeren fik bevilget bistandstillæg for første gangi 1982. Borgeren havde aldrig fået bevilget bistandstillæg med henblik på toiletbesøg, spisning og af- og påklædning. Endvidere blev det påpeget, at der ikke blev taget forbehold for genoptagelse af bevillingen af bistandstillæg ved udflytning fra hjemmet. Endvidere blev borgeren aldrig fundet berettiget til plejetillæg.

Nævnet genvurderede sagen og fastholdt den trufne afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om borgeren opfyldte betingelserne for bistandstillæg under ophold i bofællesskab.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering, at borgerens behov for stadig personlig bistand og pleje måtte anses for dækket ved den hjælp, der var stillet til rådighed af personalet i den nuværende boform.

Ankestyrelsen vurderede desuden, at borgerensaktiviteter uden for hjemmet ikke medførte et sådant omfattende behov for bistand, som nødvendiggjorde, at borgeren bevarede bistandstillæget.

Borgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for fortsat udbetaling af bistandstillæg.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren fik ophold i et kommunalt botilbud fra den 15. november 1995. Der var tale om et bofællesskab efter § 91 i den tidligere servicelov og § 107, stk. 1 i den nugældende servicelov. Borgeren fik ifølge de foreliggende oplysninger i sagen dækket sine daglige behov for personlig bistand af personalet i bofællesskabet.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det var en betingelse for at modtage bistandstillæg, at der forelå et behov for personlig bistand fra andre. Bistandstillægget var således beregnet til at dække bistand til personlige fornødenheder, som f.eks. hjælp til personlig hygiejne, bistand i forbindelse med måltider, af- og påklædning og toiletbesøg, samt færden inde og ude.

Det forhold, at borgeren ofte besøgte sine forældre, og at han ikke havde tilstrækkelige midler til at afholde udgifter til medicin, ferie, m.v., eller at han havde modtaget tillægget i lang tid, var ikke tilstrækkelig til, at borgeren kunne bevare tillægget.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at bistandstillæg ikke var tiltænkt til at dække medicinudgifter og almindelige forsørgelsesudgifter som f.eks. ferieophold.

Ankestyrelsen gjordeopmærksom på, at såfremt borgeren havde behov for yderligere bistand i forbindelse med deltagelse i fritidsaktiviteter og behov for ledsagelse m.m., kunne denne under opholdet i boformen ydes efter pensionslovens regler om personligt tillæg og efter lov om social service.

Ankestyrelsen fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte det af kommunen fastsatte frakendelsestidspunkt.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at borgeren igennem lang tid havde modtaget bistandstillæg uden at opfylde betingelserne herfor.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævnsafgørelse.