Ankestyrelsens principafgørelse 102-09

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 2 og § 81

Ansøger, der var gravid i 19. uge, ansøgte om hjælp til dækning af udgiften til nødvendigt babyudstyr. Ansøger boede sammen med den kommende far.

Kommunen gav afslag på hjælp til den anførte udgift.

Kommunen begrundede afslaget med, at ansøger ikke var i trang, idet hendes samlever kunne optage SU-lån. Kommunen lagde samtidigt vægt på, at da forældrene var samlevende, skulle der ses på den samlede økonomi.

Det sociale nævnændrede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at samlevers indtægt ikke skulle inddrages i vurderingen af ansøgers økonomiske evne.

I klagen fra kommunen var detanført, at det var udstyr til barnet, der var ansøgt om, og at det fremgik af § 2 i aktivloven, at enhver mand og kvinde havde ansvar for at forsørge sine børn under 18 år, og at der ikke var lovhjemmel til at fratage faderen denne pligt. Faderens evne til at afholde udgiften burde derfor ikke unddrages fra vurderingen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en samlevers indtægt kunne inddrages i vurderingen af ansøgers økonomiske evne til at afholde ansøgte udgift efter aktivlovens § 81.

Note:

Denne Principafgørelse erstatter Principafgørelse 0-124-95, som samtidig ophæves.

Ankestyrelsen fandt, at samlevers økonomiske forhold ikke skulle indgå ved vurderingen af behovet for hjælp til babyudstyr til ansøgeren.

Der kunne højst ydes hjælp til anskaffelsen af det ansøgte med et beløb svarende til halvdelen af udgiften til ansøger.

Samlevers ret til hjælp til hans andel af udgiften var afhængig af hans økonomiske forhold. Det skulle indgå i den samlede vurdering af hans økonomiske forhold, om han ved udnyttelsen af SU-lån selv kunne afholde udgiften eller en del af udgiften ud af sit rådighedsbeløb.

Ansøger og samlever havde derfor ikke ret til hjælp til den ansøgte udgift på tidspunktet for ansøgningen, da der næsten var 4 måneder til forventet fødsel.

Ankestyrelsen hjemviste dog sagen til kommunen, som skulle træffe afgørelse om, hvorvidt ansøger og samlever havde ret til hjælp på tidspunktet for fødsel.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at en fader, der boede sammen med barnet, havde forsørgelsespligt over for barnet og dermed skulle bidrage med halvdelen til udgiften.

Det fremgik af sagen, at ansøger efter det oplyste på tidspunktet for ansøgningen om hjælp var gravid i 19. uge, og der var derfor 3½-4 måneder til forventet fødsel.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det på dette tidspunkt kunne udelukkes, at ansøgers situation i perioden op til fødslen kunne ændre sig, således at hun selv ville kunne have mulighed for at anskaffe nødvendigt babyudstyr.

Ankestyrelsen vurderede dog samtidigt, at afslaget på hjælpen ikke kunne anses for at være hindrende for, at der på ny kunne ansøges om hjælp efter aktivloven til udgiften til babyudstyr på et senere tidspunkt. Kommunen burde således have vejledt ansøger om muligheden for at søge på ny.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen på ny skulle vurdere, om ansøger og samlever var berettiget til det ansøgte på baggrund af de økonomiske forhold på tidspunktet for fødslen, idet Ankestyrelsen fandt, at såfremt at ansøger og samlever var blevet vejledt korrekt om aktivlovens regler for hjælp til enkeltudgifter, havde de søgt på ny omkring tidspunktet for fødslen.

Ankestyrelsen bemærkede samtidigt hertil, at muligheden for optagelse af SU-lån skulle sidestilles med en indtægt og derfor skulle indgå i den samlede vurdering af en ansøgers økonomiske forhold.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn med hensyn til, at samlevers indtægt ikke skulle indgå i vurderingen af ansøgers ret til ydelse.

Ankestyrelsens afgørelse betød dog ikke, at ansøgeren skulle tilbagebetale eventuelt allerede udbetalt hjælp til det ansøgte.