Ansøger skulle have beregnet kontanthjælpen på baggrund af aktivlovens § 26, stk. 1.
Det fremgår af aktivlovens regler, at enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. Ansvaret for at forsørge en ægtefælle ophører først ved separation eller skilsmisse.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var således enig med nævnet og kommunen i, at ægtefællen havde forsørgelsespligt overfor ansøger, selvom han boede og arbejdede i udlandet.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde efter kommunens oplysninger til grund, at ansøger opfyldte rådighedsforpligtelsen, og at hun var berettiget til kontanthjælp.
Da ægtefællen boede i udlandet, skulle der alene udbetales hjælp til ansøger.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at aktivlovens § 26, stk. 1, skulle benyttes ved udmålingen af hjælpen til ansøger. Det vil sige, at hjælpen skulle beregnes som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne var berettiget til efter § 25.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at § 26, stk. 2, ikke fandt anvendelse ved udmålingen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde herved vægt på, at ægtefællen faktisk ikke modtog starthjælp, men modtog løn.
Hjælpen skulle udmåles som summen af de beløb, som hver ægtefælle var berettiget til eller ville være berettiget til, hvis de ikke havde arbejde.
Det betød, at der ved udmålingen af hjælpen til ansøger skulle udmåles hjælp til begge ægtefæller med fradrag for mandens arbejdsindtægter. Hjælpen til manden skulle udmåles fiktivt ud fra det, som han ville være berettiget til, hvis han ikke var i arbejde.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var således enig medbeskæftigelsesankenævnets beregning af ansøgers kontanthjælp.