Ankestyrelsens principafgørelse 87-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 96, stk. 1

Sagen drejede sig om en ung kvinde med stærkt nedsat og svækket bevægeevne i arme og ben. Hun var kørestolsbruger og led meget af hovedpine og træthed.

Hun havde ingen gang- eller standfunktion og kunne kun løfte arme og hænder ganske lidt opad og slet ikke løfte fødder og ben. Hun kunne køre sin manuelle kørestol over korte afstande og den elektriske uden hjælp. Desuden havde hun en handicapbil, som andre kørte.

Hun kunne selv spise og drikke, når madvarer var tilberedt og serveret. Hun kunne deltage i sin personlige hygiejne og foretage let vask. Hun modtog kontanthjælp og boede alene i et handicapvenligt rækkehus.

Indtil hun fyldte 18 år, havde hun en kommunal handicaphjælperordning med 35 timer ugentlig. Desuden hjalp hendes forældre.

Kommunen bevilgede en hjælperordning med 81 timer pr. uge, 14 dages ferie om året med 1 hjælper, 6 weekends om året med 1 hjælper og 24 timer om året til sikring af hjælpernes arbejdsmiljø, herunder personalemøder, oplæring af hjælpere m.m.

Til ferie og weekends blev der bevilget timer udover den ugentlige bevilling på 81 timer svarende til 324 timer.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens konkrete vurdering af, at behovet for hjælpetimer var 81 timer pr. uge, og at kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, jf. Principafgørelse C-13-07.

Nævnet vurderede i lighed med kommunen, at kvinden kunne være alene om natten, idet hun ikke havde behov for overvågning eller lignende samt i nogle af dagtimerne, hvor hun alligevel på grund af udtrætning skulle hvile.

Nævnet lagde vægt på, at hun var funktionelt lammet uden stand- og gangfunktion, at hun var bevilget 81 ugentlige hjælpetimer, at hun kunne køre over kortere afstande i sin manuelle kørestol, og at hun hurtigt blev udtrættet og højst kunne sidde i 1 ½ time uden hvile.

Foreningen Rygmarvsskadede (RYK) i Danmark klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kvinden ønskede en § 96 hjælperordning i alle døgnets vågne timer, hvilket ville sige 16 timer i døgnet svarende til 112 timer om ugen.

RYK mente, at udgangspunktet for bevillingen af hjælperordningen var dækning af døgnets 24 timer, men at borgeren, såfremt, han/hun ønskede det, kunne få udmålt et mindre antal timer.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for udmåling af hjælp til en hjælperordning.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af behovet for hjælp.

Udmåling af hjælp skulle ske efter en nøje individuel behovsvurdering med udgangspunkt i, hvad kvinden selv kunne klare. Udgangspunktet var ikke, at der var ret til hjælp 24 timer i døgnet.

Begrundelsen var, at der efter en individuel vurdering af behovet for hjælp ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Efter denne kunne kvinden være alene om natten, idet hun ikke havde behov for overvågning, og hun havde heller ikke behov for overvågning på tidspunkter, hvor hun på grund af udtrætning hvilede.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med ydelse af en hjælperordning var, at personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne kunne leve så almindeligt som muligt og bl.a. deltage i aktiviteter på samme måde som andre borgere.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ved vurderingen blev taget stilling til, hvilke funktioner hjælperne skulle dække i hvor mange timer og på hvilke tidspunkter. Udmålingen af hjælpen var foretaget i samarbejde med kommunens handicap- og psykiatriafdeling.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skulle kompenseres herfor, og at der derfor skulle foretages en konkret vurdering af den enkeltes behov.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det skulle være muligt at få hjælp hele døgnet, men at der i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af omfanget af behovet for hjælpetimer.

Ankestyrelsen stadfæstede såledesdet sociale nævnsafgørelse.