Ankestyrelsens principafgørelse 71-09

Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 1593 af 14. december 2007 - § 53, stk. 2

En mand blev gift i Brasilien med en kvinde, der efterfølgende fik opholdstilladelse i Danmark i november 2006. Den 10. marts 2007 besluttede ægtefællerne imidlertid at gå fra hinanden.

Manden havde underskrevet en garantierklæring om sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp for sin tidligere ægtefælle efter aktivloven eller integrationsloven.

Kommunen opkrævede den 2. maj 2007 betaling af hjemrejse til den tidligere ægtefælle, i alt 16.393 kr. i henhold til garantiforpligtelsen.

Manden klagede over afgørelsen til Folketingets Ombudsmand, da han ikke forstod, hvorfor han ikke havde modtaget nogen klagevejledning og i øvrigt var blevet inddraget i kommunens beslutning om at yde hjælp.

Ombudsmanden videresendte klagen til det sociale nævn.

Nævnet meddelte ved afgørelse af 6. maj 2008, at afgørelsen om hjælp til hjemrejse vedrørte mandens tidligere ægtefælle, og at nævnet derfor ikke kunne tage stilling til afgørelsen på grundlag af en klage fra ham.

Nævnet oplyste, at den omstændighed, at afgørelsen medførte et krav mod ham efter reglerne i udlændingelovens § 9 ikke medførte, at han blev selvstændigt klageberettiget. Reglerne i integrationsloven var således ikke omfattet af de undtagelser, hvor andre personer, som havde en væsentlig interesse i afgørelsen, kunne være klageberettiget, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

Nævnet kunne heller ikke tage stilling til kommunens afgørelse om at gøre et krav gældende mod manden efter forsørgelsesgarantien. Afgørelsen herom var truffet efter reglerne i udlændingelovens § 9 og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations bekendtgørelse nr. 934 af 5. september 2006. Der var ikke i loven eller bekendtgørelsen fastsat regler om klagemulighed til det sociale nævn.

For så vidt angik klagen over, at kommunen angiveligt ikke havde undersøgt mandens og ægtefællens økonomi forud for bevillingen af hjælpen, bemærkede nævnet, at nævnet ifølge retssikkerhedslovens § 44var klageinstans for afgørelser, dervar truffet af kommunen, i det omfang detvar fastsat i loven. Det faldt således udenfor nævnets kompetence at behandle klager over en kommunes sagsbehandling, med mindre dette skete som led i behandlingen af en klage over en konkret afgørelse.

Da nævnet ikke kunne tage stilling til en klage fra manden over kommunens afgørelse om hjælp til sin tidligere ægtefælle, kunne nævnet derfor ej heller tage stilling til kommunens sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen.

Manden klagede den 8. maj 2008 mundtligt over nævnets afgørelse.

Nævnet fastholdt afgørelsen ved genvurdering af sagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidten personvar part og klageberettiget, hvisdenne havdegaranteret for hjælp, bevilget efter integrationsloven.

Manden kunne ikke klage over kommunens bevilling af hjælp efter integrationsloven til sin tidligere ægtefælle.

Han kunne heller ikke klage over, at kommunen efterfølgende opkrævede beløbet af ham på grundlag af en garantierklæring.

Begrundelsen for, at manden ikke kunne klage over kommunens bevilling af hjælp, var, at hjælp til hans tidligere ægtefælle efter integrationslovens bestemmelse om rimeligt begrundede udgifter ikke vedrørte ham.

Ankestyrelsen lagde til grund, at manden blev gift i Brasilien, og at ægtefællen fik opholdstilladelse i Danmark i november 2006. Den 10. marts 2007 besluttede parret at gå fra hinanden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at integrationslovens målgruppevar udlændinge, forstået som flygtninge og indvandrere med lovligt ophold i Danmark.

Begrundelsen for, at manden ikke kunne klage over, at kommunen efterfølgende opkrævede beløbet af ham, var, at der ikke i lovgivningen var fastsat mulighed for at klage over dette.

Ankestyrelsen lagde til grund, at manden havde underskrevet en garantierklæring om sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp for sin tidligere ægtefælle efter aktivloven eller integrationsloven.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen efter udlændingeloven skulle kræve betaling for hjælpen hos garanten (den herboende person). Såfremt garanten ikke betalte, var det restanceinddrivelsesmyndigheden, der skulle tvangsinddrive det beløb, der var stillet til sikkerhed, som betaling for hjælpen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunens afgørelse om betaling på baggrund af en garantierklæringblev truffetefter udlændingeloven, og at afgørelsen ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed, dvs. heller ikke for de sociale klageinstanser. Ankestyrelsen henviste til pkt. 10 i Socialministeriets vejledning nr. 138 af 31. juli 1992 om kommunernes medvirken i sager om familiesammenføring efter udlændingeloven m.v.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn.