Ankestyrelsens principafgørelse 176-09

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 15, stk.1

Ved en arbejdsskade den 29. august 2005 beskadigede tilskadekomne ryggen ved et fald 1 meter ned fra en stige.

Det samlede rygmén som følge af arbejdsskaden den 29. august 2005 blev fastsat til 20 procent i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 23. april 2008. Tilskadekomne var tidligere efter en arbejdsskade i 1997 tilkendt méngodtgørelse på 20 procent for ryggener.

Der blev foretaget en stivgørende operation af ryggen den 19. juni 2007, hvorefter der var komplikationer i det efterfølgende forløb.

Tilskadekomnes læge henviste ham til et genoptræningsophold i udlandet, hvor han var i perioden 1. oktober 2007 til 22. oktober 2007.

Visitation til behandling i udlandet foregik gennemet bestemt hospital her i landet, hvortil alle henvisninger blev sendt. Der blev visiteret ud fra gældende retningslinier.

Bopælsregionen betalte genoptræningsopholdet i udlandet, men udgifterne til befordring skulle bæres af tilskadekomne selv.

Der var ikke adgang til at dække udgifter til befordring efter sundhedsloven, når der var tale om genoptræning, som ikke var ordineret i forbindelse med udskrivning fra sygehus.

Tilskadekomne havde befordringsudgifter i forbindelse med genoptræningsophold iudlandet på i alt kr. 3.643,00.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte afslag på betaling af befordringsudgifterne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne tilkendes erstatning for udgifter til transport til genoptrænende behandling foretaget pået genoptræningssted i udlandetefter arbejdsskadesikringslovens regler om erstatning for udgifter til behandling i § 15.

Tilskadekomnes udgifter til transport i forbindelse med ophold på genoptræningscentret i udlandetkunne dækkes efter arbejdsskadesikringslovens bestemmelser.

Der er efter arbejdsskadesikringslovens regler hjemmel til at betale udgifter til sygebehandling og optræning, hvis behandlingen er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger. Herved forstås en varig bedring i helbredstilstanden. Det er endvidere et krav, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdsskaden og behandlingen, samt at behandlingen er tilskudsberettiget og ikke dækkes efter anden lovgivning. Udgifter til behandling omfatter nødvendige følgeudgifter forbundet hermed, herunder transportudgifter, jævnfør Ankestyrelsens praksis som udmeldt i Principafgørelse U-1-96.

Ankestyrelsen lagde til grund, at den aktuelle skade medførte opblussen af forudbestående stærke ryggener, og at tilskadekomne som følge heraf blev opereret ultimo maj 2007. Efter en vanskelig og ikke vellykket deseoperation kompliceredes efterforløbet af sårinfektion og psykosociale elementer, og tilskadekomnes læge henviste ham til et 3 ugers behandlingsophold i udlandet ioktober 2007.

Ankestyrelsen lagde vægt på, atgenoptræningscentret var ejet og drevet af en region her i landetsom et hospital til genoptræning under indlæggelse. Genoptræningscentret modtog patienter fra hele Danmark i kraft af reglerne om frit sygehusvalg. Visitationen tilgenoptræningscentret foregik via en af regionen udpeget visitator. Da der var tale om hospitalsbehandling, blev et genoptræningsophold på genoptræningscentretbetalt af patientens bopælsregion.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at genoptræningenpå centret i udlandet efter en lægelig vurdering havde varig helbredende effekt på arbejdsskadens følger.

Ankestyrelsen vurderede, at genoptræningen påcentret i udlandetvar nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at udgifterne til transport til genoptræningenpå centret i udlandetvar en følgeudgift, der skulle dækkes efter arbejdsskadesikringslovens bestemmelser.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.