Resume:
Der er ikke særlig hjemmel til at udbetale overgangsbeløb til efterladte mindreårige børn efter lov om arbejdsskadesikring.
Hvis afdøde ikke efterlader sig ægtefælle, registreret partner eller samlever, der er berettiget til overgangsbeløb, kan der under særlige omstændigheder udbetales et overgangsbeløb til anden efterladt person.
De særlige omstændigheder, der kan berettige til udbetaling af overgangsbeløb i disse tilfælde kan være, at der mellem afdøde og den efterladte har bestået et gensidigt økonomisk afhængighedsforhold. Som udgangspunkt vil statuering af en sådan økonomisk afhængighed kræve, at afdøde havde fælles bopæl med den efterladte. Der skal være tale om et gensidigt økonomisk afhængighedsforhold f.eks. i form af en investering i fælles bopæl eller en anden form for bidrag til husholdningen.
Der havde ikke været en særlig økonomisk afhængighed hverken mellem barnet over 18 år eller børnene under 18 år og afdøde.
Ankestyrelsen lagde vægt på det grundlæggende princip i socialretten om, at børn ikke har forsørgelsespligt over for deres forældre. De efterladte mindreårige børn havde været økonomisk afhængige af afdøde, men havde ikke selv støttet husholdningen økonomisk.
At en efterladt har afholdt begravelsesudgifterne er ikke tilstrækkeligt til, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der kan udbetales overgangsbeløb.