Ankestyrelsens principafgørelse 209-10

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 50 og § 52

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen med henblik på afklaring af kravet til, at der som udgangspunkt skal foreligge en § 50 undersøgelse inden der træffes afgørelse om foranstaltninger.

Resultatet er

• Der er ikke grundlag for en anbringelse uden for hjemmet af NN

• Manglende færdiggørelse af § 50 undersøgelse medfører efter en konkret og individuel vurdering ikke, at afgørelsen efter servicelovens § 52 er ugyldig.

• Kommunen skal behandle og træffe ny afgørelse om beregning af støtte til opholdsbetaling på efterskole.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i StatsforvaltningenYY

Kommunen vil kontakte dig i anledning af vores afgørelse.

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for en anbringelse uden for hjemmet af NN i henhold til servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8.

Efter servicelovens § 52, stk. 1, skal kommunen træffe afgørelse om foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

Vi har lagt vægt på, atNN opfylder det materielle krav i lovens § 52, idet hun vurderes at have et særligt behov for støtte.

Vi har herved lagt vægt på, atNN har Asbergers Syndromog at hun har behov for støtte i forhold til sociale evner og færdigheder, herunder støtte til at bruge og forstå abstrakt sprog, at forstå komplekse sammenhænge, at leve sig ind i andres tanker, følelser og motiver, at handle fleksibelt, samt at hun har behov for høj grad af forudsigelighed i sin hverdag.

Efter lovens § 52, stk. 2, skal der blandt de foranstaltninger, der er nævnt i lovens § 52, vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse problemerne.

I henhold til lovens § 52, stk. 4, kan kommunen yde hjælp til dækning af forældremyndighedsindehavers udgifter ved barnets eller den unges kost- eller skoleophold, uden at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Bestemmelsen i lovens § 52, stk. 4, vil derfor kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte efter lovens § 52, stk. 1, men hvor barnets eller den unges problemer samt forældrenes problemer, er mindre alvorlige end når der er grundlag for anbringelse uden for hjemmet.

Valget mellem en afgørelse efter lovens § 52, stk. 4 eller lovens § 52, stk. 3, nr. 8 beror på en konkret og individuel vurdering af såvel barnets eller den unges problemer som af forældremyndighedsindehavers ressourcer. Endvidere indgår en vurdering af, om der er behov for den beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse. Bestemmelsen i lovens § 52, stk. 4, er udtryk for et ønske om at forbeholde anbringelsesbegrebet til de situationer, hvor der er behov for de kommunale forpligtelser, som følger af en anbringelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at den unges alder ikke skal tillægges selvstændig betydning, idet kommunen er forpligtet til at iværksætte anbringelse for unge indtil det fyldte 18. år, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Vi vurderer ikke, at der i forbindelse med NN’s ophold på efterskolen er behov for, at kommunen træffer beslutning om en række forhold vedrørendeNN, f.eks. uddannelse og behandling.

Vi har herved lagt vægt på, at du er beskrevet som en ressourcestærk og velfungerende mor, der er i stand til at varetage omsorgen for NN, ligesom du er i stand til at træffe fornuftige beslutninger vedrørende NN.

Betingelserne for en anbringelse uden for hjemmet afNN er således ikke opfyldt. Økonomisk støtte under NN's efterskoleophold ydes efter lovens § 52, stk. 4.

Det er en fejl, at kommunen ikke har afsluttet § 50 undersøgelsen af NNs forhold inden der blev truffet afgørelse i sagen. Vi vurderer, at fejlen ikke skal medføre, at kommunens afgørelse er ugyldig.

Begrundelsen herfor er, at kommunen vurderes at have været i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger, herunder psykologisk undersøgelse af NN, samt oplysninger fra NN’s skole og fra dig, til at kunne vurdere sagen på afgørelsestidspunktet.

I anledning af det anførte i din klage skal vi bemærke, at vi finder sagen tilstrækkeligt belyst til at kunne træffe afgørelse på det foreliggende, og at dine muligheder for at tilgodese NN’s behov i hjemmet er indgået i vurderingen af, om der er grundlag for en anbringelse af NN.

Endvidere skal vi bemærke, at vi er enige med nævnet i, at din oplysning om, at en anden ung, der har haft ophold på samme efterskole som NN, er anbragt, ikke kan føre til et andet resultat, da afgørelsen som ovenfor beskrevet beror på en konkret og individuel vurdering af den enkeltes samlede forhold.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn i StatsforvaltningenYY traf afgørelse i sagen

• Det Sociale Nævns afgørelse af 25. marts 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 20. april 2010

• Det Sociale Nævns genvurdering

På baggrund af din ansøgning om anbringelse afNN påP Efterskolei skoleåret 2009-2010, påbegyndteA Kommune den 25. maj 2009 udarbejdelse af en § 50 undersøgelse om NN’s forhold. Undersøgelsen var afsluttet den 17. juli 2009.

Den 12. juni 2009 traf kommunen afgørelse om afslag på anbringelse uden for hjemmet af NN, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8. Begrundelsen var, at ikke opfyldte betingelserne for en anbringelse, samt at kommunen som udgangspunkt ikke anbringer børn, der er over 15 år. Kommune besluttede, at der kunne ydes økonomiske støtte under NN’s efterskoleophold efter lovens § 52, stk. 4.

Ved afgørelse af 25. marts 2010 stadfæstede Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YYkommunens afgørelse vedrørende afslag på anbringelse afNN uden for hjemmet.

Nævnet lagde til grund for sagens behandling, at NN var omfattet af person-kredsen i lovens § 52, stk. 1, idet hun vurderedes at have et særligt behov for støtte.

Nævnet vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kom-munens vurdering af, at der ikke var grundlag for egentlig anbringelse afNN uden for hjemmet, jf. lovens § 52, stk. 3, nr. 8, idet kommunen havde vurderet, at der ikke i forbindelse med NN’s ophold på institutionen/efterskolen var behov for kommunens opfølgning og for, at kommunen havde beslutningskompetencen i forhold til NN.

Nævnet anførte, at betalingsbekendtgørelsen ikke fandt anvendelse, da der ikke var tale om anbringelse uden for hjemmet, jf. lovens § 52, stk. 3, nr. 8, og at der således ikke var lovgrundlag for at fritage for egenbetaling, såfremt der vurderedes, at være tale om et handlingsmæssigt sigte.

Nævnet bemærkede, at du som udgangspunkt skulle betale for NN’s ophold på efterskolen, idet du dog havde mulighed for hel eller delvis støtte til udgiften i det omfang du ikke selv har midler til at betale, jf. lovens § 52, stk. 4.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og vurdering i kommunen vedrørende udmålingen af støtte til NN’s ophold på efterskolen.

Nævnet fandt anledning til at bemærke, at § 50 undersøgelse som udgangspunkt skulle foreligge forinden afgørelse om foranstaltninger træffes, jf. lovens § 52, stk. 2. Nævnet fandt dog efter en konkret og individuel vurdering, at det ikke skulle medføre afgørelsens ugyldighed, idet undersøgelsen var påbegyndt og færdiggørelse var sket forinden kommunens genvurdering.

I din klage af 20. april 2010 har du blandt andet anført, at der ikke er tilvejebragt fagligt velbegrundede eller holdbare argumenter for afslag på anbringelse, eftersom NN’s funktionsniveau og behandlingsbehov ikke er ordentligt belyst, opfattet eller forstået.

Efter din opfattelse blandes NN’s behandlingsbehov og (ikke nærmere fagligt begrundede) forestillinger om hjemmets muligheder sammen, hvilket ikke giver mening, når der er tale om et handicap-relateret behandlingsbehov. Det vigtige i sagen er, om der er et anbringelsesgrundlag – d.v.s. omNN kan anbringes på baggrund af sit behandlingsbehov. Vurderinger af indgribende foranstaltninger (anbringelser) på handicapområdet bør endog meget tydeligt afvige i praksis og tilgang – i forhold til vurderinger af anbringelsesgrundlaget i forhold til sager med sociale årsager.

Du finder det svært at forstå, hvordan NN’s behov for behandling kan afvises ud fra betragtninger omkring dine evner som mor. Du er ikke behandler, og jeres hjem kan ikke fungere som en institution med et behandlingsmæssigt sigte. Du mener, at afslag på anbringelse afNN er det samme som en afvisning af hendes behandlingsbehov.