Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om merudgifter til druesukker og juice og tegning af ulykkesforsikring
Resultatet er
• Du er ikke berettiget til dækning af merudgifter til tegning af ulykkesforsikring
• Du er berettiget til at få dine merudgifter til druesukker og juice i forbindelse med lavt blodsukker/følingstilfælde medtaget ved beregningen af dine merudgifter
• A Kommune skal lave en ny beregning af dine merudgifter på grundlag af dine blodsukkermålinger og dine oplysninger om antal tilfælde af lavt blodsukker, samt oplysninger fra behandlende læge
Det betyder, at vi tiltræder Det Sociale Nævn i StatsforvaltningenYY afgørelse vedrørende merudgifter til tegning af ulykkesforsikring, og at vi ændrer nævnets afgørelse vedrørende merudgifter til druesukker og juice.
Begrundelsen for afgørelsen vedrørende merudgifter til tegning af ulykkesforsikring
Vores begrundelse for afgørelsen er, at din merudgift i form af pristillæg ved din nuværende ulykkesforsikring i X forsikringsselskabikke en nødvendig merudgift.
Der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.
Vi har lagt til grund, at du i forbindelse med din nuværende ulykkesforsikring betaler et pristillæg, fordi forsikringen dækker sukkersygefølger efter et ulykkestilfælde.
Vi har lagt vægt på, at din merudgift i form af pristillæg ved den tegnede ulykkesforsikring ikke er en nødvendig merudgift.
Vi har lagt vægt på, at der ydes gratis hjælp i sundhedssektoren til behandling af eventuelle skader. En ulykkesforsikring er en frivillig forsikring, som alene yder en ekstra økonomisk kompensation, som følge af en skade.
Vi har videre lagt vægt på, at sociallovgivningen giver mulighed for at dække eventuelle forsørgelsesmæssige behov og behov for anden hjælp i tilfælde af alvorlige skader.
Begrundelsen for afgørelsen vedrørende merudgifter til juice eller druesukker
Vores begrundelse for afgørelsen er, at det efter en konkret og individuel vurdering findes godtgjort, at du har nødvendige, særskilte merudgifter til druesukker eller juice.
Vi har lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen sammenholdt med dine oplysninger om, at du jævnligt har tilfælde af insulinføling, hvor du har behov for at regulere dit blodsukker med sukkerpræparater.
Vi har dernæst lagt vægt på Servicestyrelsens undersøgelse/rapport fra 2007-2008 om diabeteskost. Af rapporten fremgår, at der ved beregningen af udgifter til diætkost ikke er taget højde for/indregnet udgifter til sukkerpræparater.
Der er heller ikke skelnet mellem type 1 og type 2 diabetikere, og der er ikke taget hensyn til udgifter, som specielt type 1 diabetikere har i form af udgifter til druesukker, juice eller andre produkter, som anbefales.
Det fastslås dog i rapporten, at juice og druesukker kan være relevant særligt for type 1 diabetikere til behandling af anfald med lavt blodsukker.
På baggrund af rapportens indhold, de lægelige udtalelser i sagen og dine egne oplysninger finder vi det således sandsynliggjort, at det er nødvendigt for dig at regulere dit blodsukker ved hjælp af druesukker eller juice, og det i et omfang, der ligger ud over, hvad andre ikke-handicappedes almindelige forbrug af sukkerpræparater er.
Vi har lagt til grund, at sukkerpræparater i tilfælde af lavt blodsukker normalt ikke ydes som en del af behandlingsindsatsen overfor diabetikere.
Du har derfor særskilte merudgifter hertil.