Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesudvalget traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 13. oktober 2009
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 4. november 2009
• Nævnets genvurdering
I gav NN afslag på særlige uddannelsesudgifter til anskaffelse af en bærbar computer, indkøb af en skoletaske, penalhus, blyantsstift, viskelædere, rettepen, kalender og linealsæt.
Afslag på hjælp til computer var begrundet med, at det nødvendige IT-udstyr fandtes på Handelsskolen.
I mente ikke, at de øvrige ting var ”særlige udgifter”. Efter jeres opfattelse var der tale om ting, der var en del af en almindelig husholdning.
Nævnet ændrede jeres afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om hjælp til skrivematerialer mv.
Nævnet fandt, at der var tale om udgifter til sådanne (typiske/rimelige) effekter, der var nødvendige for at deltage i et uddannelsesforløb i form af HG 2.
Det var nævnets vurdering, at såvel penalhuset som de øvrige skrivemæssige effekter udelukkende var erhvervet med uddannelsen for øje, ligesom det efter nævnets opfattelse ikke var muligt at deltage i/gennemføre den boglige del af en uddannelse, uden at være i besiddelse af sådanne typiske undervisningsmateriale.
Endvidere var det i skolemæssig sammenhæng nærliggende at anskaffe sig et penalhus. Det var derfor nævnets vurdering, at dette ikke kunne udskilles fra det øvrige undervisningsmateriale.
Nævnet fandt, at klageren ikke ville have haft de pågældende udgifter, hvis der ikke havde været iværksat den pågældende revalidering. Nævnet henviste i den forbindelse til Ankestyrelsens Principafgørelse O-99-98.
Nævnet tiltrådte jeres afslag på hjælp til køb af en skoletaske som uddannelsesbetinget udgift. Nævnet hjemviste dog spørgsmålet om hjælp til tasken til afgørelse af, om der kunne ydes hjælp efter reglerne om særlige udgifter som følge af en nedsat fysisk funktionsevne.
Afslag på hjælp til indkøb af en bærbar computer var ikke anket.
I har klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at det var jobcentrets vurdering, at der i alle danske hjem var en blyant, en kuglepen eller lignende skriveredskab, og at anskaffelserne således ikke havde været nødvendige for, at NN kunne gennemføre uddannelsen.
For så vidt angår udgiften til penalhus henviste I til, at nævnet havde begrundet denne del af afgørelsen med, at det var ”nærliggende” at anskaffe dette og ikke at det var ”nødvendigt”.
Jobcentret var endvidere uenigt i nævnets forståelse af Principafgørelse O-99-98. I lagde meget vægt på, at der kun skulle ydes hjælp til ”nødvendige” udgifter og ikke til enhver udgift, der kunne sættes i forbindelse med revalidering.
Nævnet har ved genvurderingen anført, at uanset hvor almindeligt forekommende de pågældende effekter måtte siges at være, ville der i uddannelsesmæssig sammenhæng i noget større grad være behov for skriveredskaber mv., herunder til udskiftning som følge af brug/slid.
Nævnet bemærkede endvidere, at når der lige op til studiestart var søgt om støtte til forskellige typer undervisningsmaterialer, der formentlig forekommer i varieret grad i de fleste hjem, så kunne sådanne forskellige effekter i en situation som den foreliggende ikke deles op, men måtte bedømmes under ét. Nævnet havde derfor ikke fundet anledning til at se bort fra penalhuset.
Sammen fattende var det nævnets vurdering, at der i relation til aktivlovens § 63 ud fra en nødvendighedsbetragtning var grundlag for at anse de omhandlede effekter som tilstrækkeligt særlige til, at de skulle bevilges.
