Resume:
Ved afgørelse om retten til helbredstillæg for en gift pensionist, der boede på plejehjem, skulle der kun tages hensyn til hendes del af formuen og ikke ægtefællernes samlede formue, da hun blev anset for enlig i pensionslovens forstand.
Resume:
Ved afgørelse om retten til helbredstillæg for en gift pensionist, der boede på plejehjem, skulle der kun tages hensyn til hendes del af formuen og ikke ægtefællernes samlede formue, da hun blev anset for enlig i pensionslovens forstand.
Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 982 af 2. oktober 2009 - § 14b, stk. 1
Afgørelse i sagen om helbredstillæg for NN
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt ægtefællernes samlede formue skal indgå ved beregning af helbredstillæg, uanset at den ene ægtefælle bor på plejehjem.
Resultatet er
• Ved afgørelsen om retten til helbredstillæg skal der kun tages hensyn til NNs del af den likvide formue.
Det betyder, at der ikke skal tages hensyn til ægtefællernes samlede likvide formue, når
ægtefællerne ikke anses for samlevende.
Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen
YY.
Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er hjemmel til, at ægtefællernes samlede formue kan indgå ved tildeling af helbredstillæg, når pensionisten anses for enlig i pensionslovens forstand som følge af, at hun bor på plejehjem.
Vi har lagt vægt på, at pensionsloven indeholder en generel regel om, at ”ved fastsættelse af pensionen anses gifte og samlevende som enlige, hvis samlivet mellem parterne er ophævet”, jf. § 49, stk. 2 i pensionsloven.
Beløbene, der anvendes ”ved fastsættelse af pension” fremgår af den samlede regel herom, inklusive formuegrænsen for tildeling af helbredstillæg, jf. § 49, stk. 1, nr. 7).
Pension efter pensionsloven er defineret som ”folkepension, førtidspension og tillæg efter kapitel 2, 2a og 11”. Kap. 2 omhandler personligt tillæg og helbredstillæg.
Den generelle regel om, at gifte og samlevende anses som enlige, hvis samlivet mellem parterne er ophævet, omfatter derfor også personligt tillæg og helbredstillæg, og der er ikke fastsat særlig regel om fravigelse for formuegrænsen for helbredstillæg.
Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 3. juli 2009
• Klagen til Ankestyrelsen af 27. juli 2009 og 7. august 2009
• Nævnets genvurdering
Sagen vedrører, om der er ret til helbredstillæg for NN, der bor på plejehjem.
Kommunen traf afgørelse om, at det nuværende helbredstillæg annulleredes, da ægtefællernes samlede likvide formue oversteg formuegrænsen.
I klagen til nævnet er blandt andet henvist til vejledningen om social pension, punkt 182 om indtægtsgrundlaget for den supplerende pension: ”en pensionist, der lever adskilt fra sin ægtefælle som følge af, at den ene har fået ophold på et plejehjem, betragtes i relation til pensionsloven som enlig. Dette gælder også i forhold til opgørelsen af likvid formue og således i forhold til beregningen af den supplerende pensionsydelse”.
Nævnet traf afgørelse om, at der var ret til helbredstillæg, hvis hendes formue opgjort for sig, ikke oversteg formuegrænsen på 61.800. kr.
Nævnet begrundede det blandt andet med, at hun efter indflytning i plejebolig må anses for at være reelt enlig i pensionslovens forstand.
Vi har truffet afgørelse efter lov om social pension (pensionsloven/socialpensionsloven).
Det er lov nr. 217 af 16. maj 1984, som senest er bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 982 af 2. oktober 2009.
Vi henviser til:
• § 1, hvorefter pension efter denne lov er folkepension, førtidspension og tillæg efter kap. 2, 2a og 11
• § 14 b, stk. 1 om, at helbredstillæg ikke udbetales, hvis pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede likvide formue overstiger formuegrænsen
• § 49, stk. 1, nr. 7 om formuegrænsen for tildeling af helbredstillæg
• § 49, stk. 2 om, at gifte og samlevende anses som enlige, hvis samlivet mellem parterne er ophævet.
Dato for underskrift
30.04.2010
Offentliggørelsesdato
10.07.2013
Paragraf
§ 14b§ 49§ 1
Journalnummer
6200010-09