NN1 og NN2 opfylder ikke betingelserne for bevilling af boligindretning, da installering af et højdejusterbart pulsebord i nærheden af rindende vand ikke er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for NN1 og NN2’s datter.
Det er en betingelse for at få boligindretning efter servicelovens § 116, at der er tale om en boligindretning, som er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted.
Ankestyrelsen vurdere, at installering af et højdejusterbart puslebord i nærheden af rindende vand efter en konkret vurdering kan være en boligindretning efter servicelovens § 116.
Ankestyrelsen finder, at i det konkrete tilfælde er der ikke tale om en nødvendig boligindretning.
Vi har lagt vægt på, at NN1 og NN2’s datter ikke lider af en sygdom som medfører, at hun har behov for at vask og bleskift sker i umiddelbar nærhed af rindende vand. Der er eksempelvis ikke tale om hyppige tilfælde af voldsomt opkast, diarre eller lignende.
NN1 og NN2’s datter har brug for at bruge ble da hun endnu ikke er renlig. Det vurderes, at skiftning af datteren kan foregå på en rimelig måde med de hjælpemidler, som kommunen har stillet til rådighed i form af bl.a. højdejusterbar seng, inkontinensbetræk og sengebord til vaskefad.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 3. december 2009
• Klagen til Ankestyrelsen af 8. december 2009
• Nævnets genvurdering