Virksomhedens ret til som arbejdsgiver at få refusion af sygedagpenge er betinget af, at NN har ret til sygedagpenge fra kommunen.
NN havde ikke ret til sygedagpenge i perioden fra den 19. marts 2010 og til den 24. marts 2010, fordi han uden rimelig grund undlod at medvirke ved kommunens opfølgning.
Virksomheden var derfor ikke berettiget til refusion af sygedagpenge for denne periode.
Vi har lagt vægt på, at fristen for indsendelse af oplysningsskemaet er fastsat i loven, og at for sen indsendelse af skemaet er manglende deltagelse i kommunens opfølgning.
Vi har endvidere lagt vægt på, at NN på fyldestgørende vis er blevet skriftligt orienteret om, at sygedagpengene ville bortfalde, hvis han ikke afleverede oplysningsskemaet rettidigt til kommunen.
Det forhold, at NN havde brug for hjælp, til at forstå kommunens brev, og til at udfylde det vedlagte oplysningsskema kan ikke i sig selv anses for en ganske særlig grund til undladelse.
NN kunne have kontaktet kommunen med henblik på afklaring heraf. Det var hans ansvar at sikre sig, at han forstod brevets indhold.
Det forhold, at han inden for fristen har søgt hjælp hos sin arbejdsgiver, kan ikke sidestilles med, at han har medvirket ved kommunens opfølgning, fordi arbejdsgiveren ikke er en del af kommunen.
NN kan derfor ikke anses for at have en berettiget forventning om, at han havde opfyldt sin forpligtelse rettidigt med hensyn til medvirken ved kommunens opfølgning ved at kontakte arbejdsgiveren .
Vi vurderer, at der ikke er oplyst om særlig grund til, at skemaet ikke er returneret inden for fristen.
Vi vurderer derfor, at NN uden rimelig grund har undladt at medvirke ved kommunens opfølgning.
Udbetalingen af sygedagpenge, der er bortfaldet, genoptages dagen efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling af sygedagpenge på ny er opfyldt.
Kommunen har modtaget skemaet retur den 24. marts 2010.
Virksomheden har derfor på ny ret til refusion fra den 25. marts 2010.