Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 30. juni 2010
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Kommunen traf afgørelse om, at førtidspensionen gøres hvilende med virkning fra 1. juli 2009, og at der i stedet var ret til invaliditetsydelse.
A Kommune vurderede, at arbejdsindtægten ved 20 timers ansættelse til normal overenskomstmæssig løn er uforenelig med, at hun modtog mellemste førtidspension eller forhøjet almindelig førtidspension.
Beskæftigelsesankenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse.
Beskæftigelsesankenævnet fandt, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering/beregning af, hvorvidt hun har eller forventede at få en indtægt, der vedvarende overstiger eller forventes at overstige det dobbelte af grundbeløbet (126.096 kr. i 2009), hvilket efter nævnets opfattelse er første betingelse for, at førtidspensionen kan gøres hvilende efter førtidspensionslovens § 44 a, stk. 1.
Nævnet fandt ikke, at udbetalingen af mellemste førtidspension skulle genoprettes, mens kommunen behandler sagen. Nævnet lagde herved vægt på, at der er tale om genoptagelse af deltidsarbejde 20 timer om ugen på ordinære vilkår, og at der således er en formodning for, at indtægten ville overstige det dobbelte af grundbeløbet.
Hvis A Kommune efter fornyet behandling af sagen kom frem til, at indtægten vedvarende oversteg grundbeløbet efter førtidspensionslovens § 44 a, skal kommunen eksplicit begrunde hvorfor i den nye afgørelse.
A Kommune har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er der blandt andet henvist til lovbemærkningerne, hvorefter kriterierne for, hvornår pensionen skal gøres hvilende efter gældende regler ikke ændres med lovforslaget.