Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om en sygedagpengesag kan behandles i Ankestyrelsen når borgeren er afgået ved døden efter at sagen er påklaget – og om der i givet fald var grundlag for forlængelse af sygedagpenge med henvisning til, at der burde være taget stilling til muligheden for fleksjob og påbegyndelse af førtidspension før der blev truffet afgørelse om ophør af sygedagpenge.
Resultatet er
• sagen kan behandles på grundlag af klagen af 20. maj 2010 uanset at NN’s død 5. marts 2011
• der er ikke ret til sygedagpenge efter 22. februar 2009
Det betyder, at der ikke er ret til yderligere ydelser.
Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.
Der var enighed på mødet.
Begrundelsen for afgørelsen om behandling af sagen
Sagen kan behandles idet der foreligger en klage fra en part i sagen, og idet der er tale om en ydelse, som boet kan indtræde i.
Vi har lagt vægt på, at der er tale om et økonomisk krav for en igangværende/afsluttet periode.
Begrundelsen for afgørelsen om afslag på forlængelse af sygedagpenge
Det er en betingelse for at få udbetalt sygedagpenge, at der foreligger en forlængelsesgrund.
NN opfyldte ikke nogen af betingelserne.
Vi har lagt vægt på, at han ikke opfyldte betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 1, fordi det ikke på afgørelsens tidspunkt kunne anses for overvejende sandsynligt, at han ville kunne revalideres med henblik på beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.
Han opfyldte ikke betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 2, fordi denne forlængelsesmulighed var opbrugt
Han opfyldte ikke betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 3 fordi han ikke var under lægebehandling, der skønnedes at kunne medføre, at han ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 2 x 52 uger efter varighedsbegrænsningens indtræden.
Han opfyldte ikke betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 4 fordi der ikke var tale om en livstruende sygdom uden yderligere behandlingsmuligheder.
Han opfyldte ikke betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5 og 6 fordi der ikke var rejst arbejdsskadesag eller pensionssag.
Kommunen har i sin helhedsvurdering forud for stop af sygedagpenge vurderet, at der ikke var grundlag for at rejse sag om førtidspension eller fleksjob.
Denne vurdering/afgørelse ville kunne være påklaget selvstændigt til Beskæftigelsesankenævnet, hvis borgeren havde ønsket det.
Ankestyrelsen er på det foreliggende grundlag enig i kommunens vurdering af, at der ikke rejses pensionssag eller sag om fleksjob.
Begrundelsen for denne vurdering er, at der ikke var klarhed over NN’s lidelse, og at der ikke var dokumentation for at nærmere afklaring f.eks. på Hukommelsescenteret kunne bringe mere overblik over mulighederne for udvikling af funktionsniveauet.