Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke er til rådighed for et fleksjob og som følge heraf mister retten til ledighedsydelse.
Ved denne vurdering har vi lagt vægt på, at du uden gyldig grund har afvist at deltage i afklaring af, om du står til rådighed for et fleksjob.
Vi har lagt vægt på, at kommunen den 5. februar 2009 har orienteret dig om, at der er rejst tvivl om din rådighed for et fleksjob, og at virksomhedspraktikken var nødvendig, for at du kunne bevare retten til ledighedsydelse. Du skulle derfor deltage i virksomhedspraktik. Formålet med praktikken var at få gennemført en rådighedsvurdering samt en vurdering af dine kvalifikationer. Efter endt virksomhedspraktik kunne du ansættes i et kommunalt finansieret fleksjob i 12 måneder. Forudsætningen var, at du havde et stabilt fremmøde og viste faglig motivation.
Vi har endvidere lagt vægt på, at du den 10. og den 12. februar 2009 blev oplyst om starttidspunktet for virksomhedspraktikken. Du fremkom ikke med indsigelser hertil og heller ikke til den fremsendte aftale vedrørende virksomhedspraktikken.
Den 16. februar 2009 ringede du til praktikstedet og meldte afbud. Praktikstedet henviste dig til at kontakte kommunen. Kommunen har først hørt fra dig den 3. marts 2009, efter at kommunen den 23. februar 2009 har partshørt dig i den påtænkte standsning af udbetaling af ledighedsydelse.
Vi vurderer, at der var tale om et rimeligt tilbud, hvor der var taget hensyn til dine ressourcer og helbredsbegrænsninger.
Vi vurderer endvidere, at du i tilstrækkeligt omfang blev orienteret om starttidspunktet og formålet med virksomhedspraktikken, samt om konsekvenserne ved udeblivelse.
Vi vurderer endelig, at du ikke har oplyst om en gyldig grund til at afvise at deltage i afklaring af din rådighed. Det forhold, at du ringede til praktikstedet den 16. februar 2009, kan ikke medføre en ændret vurdering, idet praktikstedet har henvist dig til at kontakte kommunen, og det gjorde du først den 3. marts 2009.