Resume:
Principafgørelsen fastslår
Det er en betingelse for at få sygedagpenge, at man har anmeldt sygefraværet rettidigt. Der kan i visse tilfælde gives dispensation.
Efter reglerne i sygedagpengeloven skal en selvstændigt erhvervsdrivende anmelde sygefravær til kommunen senest tre uger efter første fraværsdag for at sikre sig sygedagpenge fra sygedagpengerettens indtræden.
Hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senere, har den selvstændige først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen er modtaget.
Kommunen kan dog udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når den selvstændige for eksempel på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt.
At anmelder ikke havde kendskab til muligheden for at få sygedagpenge, kan ikke føre til en dispensation fra anmeldelsesfristen, idet ukendskab til reglerne ikke i sig selv er et særligt undskyldende forhold.
Anmelder kan derfor først få sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget anmeldelsen.
Det fremgår af praksis, at der i sager, hvor der ikke er dispenseret fra anmeldelsesfristen, er lagt vægt på, at anmelder kendte til reglerne. Det betyder imidlertid ikke, at der omvendt er grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen, alene fordi anmelder ikke kendte til reglerne.
Der skal være særlige omstændigheder i øvrigt, der taler for at give dispensation fra anmeldelsesfristen.