Ankestyrelsens principafgørelse 29-11

01-01-2011
Arbejdsskadeloven Erstatningsansvarsloven Arbejdsskade Behandlingsudgift Faktisk udgift Forsikringsordning Førtidspension Gældende Arbejdsskade

Resume:

Det er kun sikrede, som er berettiget til at få dækket udgifter til behandling efter loven.

Udgifter til behandling kan ikke dækkes, når arbejdsgiver har afholdt udgiften.

Når arbejdsgiver har en forsikringsordning, hvorefter regningen for behandling bliver sendt til arbejdsgiver, og sikrede således ikke har en faktisk udgift til behandling, kan udgiften til behandling ikke dækkes efter arbejdsskadelovgivningen.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 15, stk. 1

Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om dækning af udgifter til psykologbehandling som følge af arbejdsskaden den 17. oktober 2008.

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af spørgsmålet om dækning af behandlingsudgifter, når arbejdsgiver har indgået en forsikringsordning, hvor regningen for behandlingerne sendes til arbejdsgiver.

Resultatet er

NN har ikke ret til dækning af udgifter til psykologbehandling

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.

Vi vurderer ikke, at NN har haft en udgift i forbindelse med behandlingen hos psykolog den 20. oktober, 30. oktober, 7. november og 24. november 2008.

Vi har lagt til grund, at NNs arbejdsgiver har en forsikringsordning, hvorefter regningen for psykologhjælp i forbindelse med en arbejdsskade i alle tilfælde sendes til arbejdsgiver.

Vi har lagt vægt på, at NNs arbejdsgiver har betalt regningen for behandlingerne, og at hun ikke har haft en faktisk udgift i forbindelse med behandlingerne eller efterfølgende vil blive stillet overfor et krav om betaling af behandlingerne fra sin arbejdsgiver.

Vi har videre lagt vægt på, efter Arbejdsskadesikringsloven er det kun sikrede, som er berettiget til at få dækket udgifter til behandling

NN har således ikke en faktisk udgift som kan dækkes efter loven.

Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen, regninger for psykologbehandling den 20. oktober, 30. oktober, 7. november og 24. november 2008, brev af 13. august 2010 fra arbejdsgiver bilagt kontrakt mellem arbejdsgiver og forsikringsselskabet, og brev af 12. oktober 2010 fra arbejdsgiver.

Forsikring A har oplyst, at NNs arbejdsgiver har tegnet en forsikringsordning, således at medarbejderne kan komme i psykologbehandling hurtigt efter en eventuel psykisk belastning. Efter forsikringsordningen bliver der udstedt en regning for hver enkelt person, der har modtaget behandling. Arbejdsgiveren betaler derefter behandlingsudgifterne til forsikringsselskabet.

Forsikring A har videre oplyst, at udgifterne til behandlingen bør refunderes af arbejdsskadeforsikringen, da arbejdsgiveren har lagt ud for udgifterne for at hjælpe medarbejderen. Medarbejderen får hurtigere behandling og skal ikke tænke på det økonomiske.

Vi bemærker, at vi har indhentet yderligere oplysninger fra arbejdsgiver om forsikringsordningen, som beskriver, at arbejdsgiver ikke vil bede medarbejderen betale regningen, hvis denne ikke dækkes af Arbejdsskadesikringsloven, hvorfor arbejdsgiver i så fald betaler regningen og ikke kun lægger ud for medarbejderen. Vi vurderer derved, at der ikke alene er tale om en ordning af praktisk karakter, men at det er arbejdsgiver der afholder udgiften i forbindelse med arbejdsskaden. Vi henviser i øvrigt til ovenstående begrundelse.

Vi har afgjort sagen på grundlag af

de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. maj 2009. Ved denne afgørelse fik NN afslag på dækning af udgifterne til psykologbehandling.

klagen til Ankestyrelsen

Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering

Brev af 13. august 2010 fra arbejdsgiver bilagt kontrakt mellem arbejdsgiver og forsikringsselskabet

Brev af 12. oktober 2010 fra arbejdsgiver

Dato for underskrift

28.02.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 15

Journalnummer

1212145-09