Ankestyrelsens principafgørelse 224-11

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 116, stk. 4

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om afklaring af hjemlen for anvendelse af § 116, stk. 2 (nu ændret til stk. 4) i den situation hvor en borger selv har anskaffet en bolig, men hvor kommunen har været med i forløbet.

Resultatet er

• Familien har ikke ret til hjælp til dækning af udgifterne til anskaffelse af anden bolig.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Når familien selv har anskaffet sig en anden bolig kan bestemmelsen i servicelovens § 116, stk. 2 (nu stk. 4) om hjælp til anskaffelse af anden bolig, ikke anvendes.

Vi har lagt vægt på, at familien selv har valgt at anskaffe den nye bolig. Familien har lige fra starten af givet udtryk for, at de ville købe/anskaffe en anden ejerbolig beliggende i A Kommune.

Det er en betingelse for at få hjælp til anskaffelse af en anden bolig, at boligen er anskaffet i samarbejde med kommunen. Det er endvidere en betingelse at det først har været undersøgt, om der kan ske ombygning af en eksisterende bolig, og hvis dette ikke er muligt har kommunen mulighed for at anvise en anden bolig. Først når det er vurderet, at der ikke kan anvises en bolig, kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med anskaffelse af anden bolig.

Familien opfylder ikke betingelsen, fordi familien selv har valgt at anskaffe en anden ejerbolig, og erhvervelsen af denne bolig, er ikke er sket i samarbejde med kommunen. Der har således ikke været tale om et forløb hvor kommunen har haft mulighed for at vurdere, om den eksisterende bolig kunne ombygges, eller om der kunne anvises en anden bolig.

Når borgeren selv har taget skridt til at flytte til en anden bolig kan der ydes hjælp til boligindretning efter servicelovens § 116, stk. 1 om ændring af en eksisterende bolig.

Kommunen har vurderet, at der kan bevilges 26 handicapkompenserende m2 fordelt på badeværelse, datterens værelser, entre/bryggers, indendørs depot og udendørs depot. Ankestyrelsen finder ikke grundlag for at tilsidesætte den vurdering.

Advokaten har i forbindelse med klagen anført, at det er tydeligt at familiens flytning sker på grund af datteren, og kommunen har ikke gjort familien opmærksom på, at det var en forudsætning for at kunne få hjælp til anskaffelse af den nye bolig, at kommunen skulle medvirke. Borgeren har under hele forløbet været i kontakt med kommunen.

Vi bemærker, at dette er indgået i vores vurdering af sagen. Vi finder dog ikke, at det forhold, at borgeren under hele forløbet har været i kontakt med kommunen, kan føre til et andet resultat. Sagen er vurderet på baggrund af det samlede forløb, herunder at familien under hele forløbet har ønsket at købe huset og at de i deres ansøgning om boligindretning har ansøgt om handicapkompenserende m2.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Det Sociale Nævns afgørelse af 4. marts 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 30. marts 2010

• Det Sociale Nævns genvurdering

• Supplerende oplysninger fra A Kommune, dateret 26. maj og 28. juni 2010

• Supplerende oplysninger fra Advokatfirmaet, dateret 12. juli 2010 og 18. maj 2011

Kommunen traf den 27. april 2009 afgørelse om, at familien blev bevilget 26 handicapkompenserende m2 i forbindelse med opførelsen af ny bolig.

Nævnet stadfæstede ved afgørelse af 4. marts 2010 kommunens afgørelse.

Advokatfirmaet klager den 30. marts 2010 på familiens vegne over at kommunen har givet afslag på støtte efter § 116, stk. 2, om støtte til anskaffelse af anden bolig. Der klages endvidere over, at støtte efter § 116, stk. 1 alene er givet i begrænset omfang.