Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at NN har ret til at få frakendt sin førtidspension.
Vi har lagt vægt på, at NN er tilkendt førtidspension efter lov om social pension (pensionsloven).
Vi har videre lagt vægt på, at en pensionist efter pensionslovens § 44, stk. 2, selv kan rejse sag om frakendelse af førtidspension.
Der er ikke i pensionslovens § 44, stk. 2, opstillet betingelser for, hvornår der kan ske frakendelse af pensionen.
Det følger af pensionslovens § 44, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.
Da der ikke i § 44, stk. 2, er henvist til § 44, stk. 1, finder vi ikke, at § 44, stk. 2, kan fortolkes således, at der, når sagen er rejst efter stk. 2, kun kan ske frakendelse af førtidspensionen i det tilfælde, hvor der må anses for at være sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen.
Det er vores opfattelse, at pensionslovens § 44, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med pensionslovens § 17, stk. 2.
Det følger af pensionslovens § 17, stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse om tilkendelse af førtidspension til en person, der ikke selv har rettet henvendelse herom.
Det er således vores opfattelse, at en pensionist, der rejser sag efter pensionslovens § 44, stk. 2, har ret til at få frakendt sin førtidspension, medmindre betingelserne for at tilkende den pågældende førtidspension efter pensionslovens § 17, stk. 2, er opfyldt.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for at tilkende pension efter pensionslovens § 17, stk. 2, foretages der en helhedsvurdering på baggrund af de konkrete oplysninger om borgerens økonomiske og helbredsmæssige forhold og om muligheden for at forbedre erhvervsevnen.
Disse oplysninger må efter vores opfattelse sammenholdes med muligheden for hjælp efter andre regler, borgerens begrundelse for at ønske eller modsætte sig tilkendelsen af førtidspension og borgerens behov for en varig forsørgelse.
Vi finder ikke, at der på baggrund af de modtagne oplysninger er grundlag for at tilkende NN førtidspension efter § 17, stk. 2.
Vi har herved lagt vægt på, at NN som begrundelse for, at han ønsker sin førtidspension frakendt, har angivet, at han ønsker at overgå til efterløn.
Vi har videre lagt vægt på, at a-kassen har oplyst, at NN er berettiget til efterløn fra det tidspunkt, hvor han frakendes sin førtidspension.
Endelig har vi lagt vægt på XX’s oplysninger om, at det stiller NN bedre rent økonomisk i stedet at overgå til efterløn.
Vi finder, at NN kan vælge, fra hvilket tidspunkt han ønsker sin førtidspension frakendt.
Vi har lagt vægt på, at pensionslovens § 44 giver NN ret til at rejse sag om frakendelse af førtidspension, og at der ikke er særlige regler om virkningstidspunktet.