Ankestyrelsens principafgørelse 34-11

01-01-2011
Gammelførtidspensionloven Fodbehandling Helbredstillæg Social pension Sygeforsikring danmark Tilskud Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

Ved beregningen af helbredstillæg skulle kommunen ikke fradrage tilskud fra Sygeforsikringen Danmark, når pensionisten ikke havde ret til tilskuddet. Pensionisten var medlem af Sygeforsikringen Danmark, men havde anvendt en fodbehandler, som Sygeforsikringen Danmark ikke gav tilskud til.

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 1006 af 19. august 2010 - § 18, stk. 4

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt tilskud fra Sygeforsikringen Danmark skal trækkes fra den samlede udgift, før helbredstillægget beregnes.

Resultatet er

• Kommunen skal ikke foretage fradrag i dit helbredstillæg for tilskud fra Sygeforsikringen Danmark, når du ikke har ret til tilskuddet.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen.

Du vil høre fra kommunen i anledning af den ændrede afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at der ved beregning af dit helbredstillæg til fodbehandling ikke skal ske fradrag af tilskud fra Sygeforsikringen Danmark.

Vi har lagt afgørende vægt på, at du ikke har ret til tilskud fra Sygeforsikringen Danmark.

Helbredstillægget ydes til betaling af pensionistens egne udgifter til fodbehandling, hvis kommunen vurderer, at udgiften er nødvendig.

Helbredstillæg er en subsidiær ydelse, dvs. at der kan foretages fradrag for tilskud efter anden lovgivning eller tilskud efter private forsikringer, ex. sygeforsikring Danmark.

Det er dog en forudsætning for fradrag af et tilskud, at der er ret til det.

Det kan efter Ankestyrelsens opfattelse ikke føre til et andet resultat, at du er medlem af Sygeforsikringen og ville have haft ret til tilskud, hvis du havde anvendt en fodbehandler, som Sygeforsikringen Danmark giver tilskud til.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 21. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 23. april 2010

• Nævnets genvurdering

• Telefonnotat efter samtale med dig af 7. maj og af 19. maj 2010

A Kommune traf den 21. januar 2010 afgørelse om, at tilskuddet fra Sygeforsikringen Danmark skal trækkes fra i udgiften, før beregning af helbredstillægget.

Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse den 21. april 2010.

Nævnet henviste til, at der kan ydes helbredstillæg til betaling af pensionistens egne udgifter til fodbehandling, når kommunen vurderer, at udgiften er nødvendig. Nævnet henviste derudover til Ankestyrelsens praksis i principafgørelse P-31-03, hvorefter helbredstillægget er subsidiært i forhold til tilskud efter private ordninger.

Du har anført i din klage af 23. april 2010, at du finder det urimeligt, at du skal fratrækkes et tilskud på 76 kr., når du vælger en fodbehandler, som Sygeforsikringen Danmark ikke giver tilskud til.

Dato for underskrift

31.03.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 18

Journalnummer 

6200094-10