Ankestyrelsens principafgørelse 184-11

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9c, stk. 2, nr. 5, § 11a, stk. 1 og § 11c, stk. 1, nr. 5

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt der i forbindelse med støtte i eget hjem skal angives det faktiske antal støttetimer, som en borger modtager, når der er visiteret til fuld støttecenterplads.

Resultatet er

• A Kommune har ikke uden samtykke fra NN krav på oplysninger om det faktiske antal støttetimer, hvori han benytter B Kommunes tilbud, når kommunen har visiteret til en fuld støttecenterplads

Det betyder, at A Kommunes refusionspligt ikke er ophørt.

Ankestyrelsen vurderer, at den samlede støtte, som NN modtager i form af en fuld støttecenterplads samt en hel plads i beskyttet beskæftigelse har et omfang og formål, der kan sidestilles med et botilbud.

Vi er således kommet til samme resultat som Det sociale nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at indhentelse af oplysninger til brug for behandling af sager efter den sociale lovgivning forudsætter med meget få undtagelser et samtykke fra den, som oplysningerne omhandler.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 5 at hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 6, fraviges i sager om mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt angår følgende oplysninger om den borger, der ydes refusion for:

a) Cpr-nummer.

b) Hjemmel til udgiften.

c) Udgiftens elementer.

d) Antal af enheder.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 5, er en undtagelse fra hovedreglen i § 11 a om samtykke. Undtagelse fra hovedreglen er således til ugunst for borgeren.

Der er ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at det må antages, at den konkrete angivelse af enheden er sædvanlig ved visitering til en støttecenterplads.

Ankestyrelsen vurderer, at støtten har et sådant omfang og formål, at den træder i stedet for og kan sidestilles med ophold i en boform.

Ankestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at B Kommune har vurderet, at behovet for støtte til NN svarer til en 1/1 støttecenterplads, og at kommunen endvidere har bevilget en fuld plads i beskyttet beskæftigelse. Ankestyrelsen finder derfor, at det må lægges til grund, at disse ydelser leveres og afholdes.

Ankestyrelsen finder derfor ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 21. januar 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 9. februar 2010

• Nævnets genvurdering

A Kommune, der var betalingskommune for NN anmodede den 8. februar 2008 B Kommune om uddybende oplysninger omkring bevilget støttecenterplads fra Det Socialpsykiatriske Center P

Der ønskedes oplyst:

Hjemlen til udgiften

Bevilget timetal pr. uge

Støttens omfang og indhold – d.v.s. hvilke tilbud er indbefattet i støtten

Benyttes støtten i fuldt omfang

B Kommune oplyste den 13. august 2008, at NN var bevilget § 85 massiv støtte. Derudover havde han en fuld plads i beskyttet beskæftigelse i S i B Kommune, jf. lov om social service § 103.

NN benyttede begge tilbud i fuldt omfang.

B Kommune anførte endvidere, at såfremt der ikke forelå samtykkeerklæring, kunne B Kommune, jf. retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 5 kun oplyse: cpr. nr., hjemmel til udgiften, antallet af enheder og udgiftens elementer.

A Kommune traf herefter afgørelse om ophør af B Kommunes ret til refusion af opholdsudgifter, jf. retssikkerhedslovens § 9 c. A Kommune fandt, at den samlede støtteforanstaltning i forbindelse med ophold i egen bolig ikke var af en sådan karakter, at den kunne sidestilles med ophold i boformer, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2.

Det bemærkedes, at NN blev bevilget 1/1 støttecenterplads ved udflytning fra døgninstitution til egen bolig pr. 1. april 2007. Støttens omfang havde været uændret siden udflytning til egen bolig, hvorfor udslusningen måtte betragtes som vellykket.

A Kommune var opmærksom på, at NN desuden var bevilget heltids beskyttet beskæftigelse, men A Kommune mente ikke, at denne foranstaltning havde afgørende betydning for, at NN kunne klare sig i egen bolig.

B Kommune klagede over afgørelsen.

Begrundelsen var, at B Kommune fandt, at støtten kunne sidestilles med og anses for at træde i stedet for ophold i boliger, boformer mv., der var nævnt i § 9 c, stk. 2, nr. 1-4 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Der blev lagt vægt på, at NN modtog følgende støtte:

Fuld massiv støttecenterplads, som omfattede besøg af støtte-/kontaktperson i eget hjem samt mulighed for telefonisk kontakt døgnet rundt, begge dele efter behov

NN kom på P, hvor han fik udleveret sin medicin, ligesom han ofte kom på P og fik en snak med personalet

Mulighed for akutovernatning efter behov

Beskyttet beskæftigelse – en hel plads.

Det var B Kommunes vurdering, at alternativet til ovennævnte støtte ville være et døgnophold i en boform som nævnt i lovens § 9 c, stk. 2, nr. 1, da NN ikke ville kunne klare sig i egen bolig uden støtten.

A Kommune fastholdt sit afslag.

A Kommune bemærkede, at kommunen ikke havde fået oplyst, det bevilgede antal støttetimer pr. uge fra B Kommune. A Kommune mente ikke, at det var godtgjort, at behovet for støtte var af en karakter, som kunne sidestilles med ophold i boform.

Desuden måtte udslusningen til egen bolig betragtes som vellykket, da den samledes støtteforanstaltning havde været uændret siden 31. august 2007 – dvs. ca. 1 år og 7 måneder.

Ved afgørelse af 21. januar 2010 ændrede Det Sociale Nævn A Kommunes afgørelse.

Det betød, at A Kommunes refusionsforpligtelse ikke var ophørt.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at A Kommune siden NNs anbringelse på døgninstitution efter dagældende § 92 i serviceloven havde været betalingskommune for pågældende.

Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 9, 1. punktum, bestod retten til refusion, så længe borgeren havde bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

Når borgeren blev udsluset til egen bolig, var udgangspunktet, at refusionsforpligtelsen ophørte, med mindre opholdet kunne anses for at træde i stedet for og at kunne sidestilles med en boform.

Begrundelsen for nævnets afgørelse var, at det fandtes godtgjort, at NNs ophold i eget hjem måtte anses for at træde i stedet for og at kunne sidestilles med en boform.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at NN var fundet omfattet af personkredsen i dagældende § 92 i serviceloven. Bestemmelsen omhandlede boformer, der var egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne havde behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kunne få dækket disse behov på anden vis.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at B Kommune havde anset pågældende for at have et massivt støttebehov og havde efter servicelovens § 85 bevilget fuld støttecenterplads på Det Socialpsykiatriske Center P med den støtte, der fremgik af klagen, til en døgntakst efter det oplyste på 485 kr. eller 523 kr. Hertil kom bevilling af beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse.

Kommunen mente, at afgørelsen var i strid med Ankestyrelsens praksis. Kommunen henviste til Principafgørelse R-8-00 og R-03-06.

Det anførtes, at vurderingen af, om en borger benyttede foranstaltningerne i fuldt omfang burde ske på baggrund af det faktiske antal støttetimer, som borgeren modtog.

B Kommune har den 23. august 2011 til Ankestyrelsen oplyst, at Støttecentret var tilknyttet det socialpsykiatriske døgntilbud P, der blev drevet i henhold til servicelovens § 108. Støttecenterpladserne gav således en støttecenterbruger adgang til at trække på døgntilbuddets faciliteter og personale på lige fod med døgntilbuddets beboere.

Det bemærkedes, at P støttecenter pr. 6. oktober 2010 er overgået til Center for Dagtilbud, hvorefter støtten bliver ydet efter servicelovens §§ 85 og 103.