Der kan ikke støttes ret på Arbejdsskadestyrelsen afgørelse af 26. august 2010, hvor det varige mén blev forhøjet til fra 18 til 25 procent.
Begrundelsen er, at en afgørelse først får retsvirkning, når den er forskriftsmæssigt meddelt sagens parter, det vil her sige, når afgørelsen pr. brev er kommet frem til sagens parter.
Vi har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysning om, at afgørelsen var kommet frem til NN inden han afgik ved døden.
Det fremgår således af sagen, at NN afgik ved døden den 26. august 2010 – samme dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om at forhøje det varige mén.
Forskriftsmæssig meddelelse indebærer, at afgørelsen er meddelt i den forskrevne form af den dertil bemyndigede myndighed, det vil i praksis sige, når afgørelsen er formelt meddelt pr. brev. Mere eller mindre tilfældigt kendskab til afgørelsen kan således ikke gøre det ud for en forskriftsmæssig meddelelse.
Meddelelse om, at sagen udgår af behandling sker i afgørelsesform, da dette findes bedst overensstemmende med de forvaltningsretlige principper.
Ankestyrelsen bemærker, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende har truffet afgørelse om afslag på erstatning til de efterladte, da dødsfaldet ikke skyldtes arbejdsskaden.