Ankestyrelsens principafgørelse 101-11

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 81 og § 85, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 80

Note:

Denne afgørelse afløser Principafgørelse O-40-94, som ophæves.

Afgørelse i jeres sag om hjælp til boligindskud til NN

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om hvilken hjælp, der kan ydes til en 18-årig person med et akut opstået boligbehov.

Resultatet er

• Kommunen har ret til at henvise NN til en midlertidig løsning af sit boligproblem

• Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til kommunen

Det betyder, at kommunens afgørelse af 9. oktober 2009 gælder.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Ud fra en samlet vurdering af NNs forhold finder vi ikke, at udgiften til boligindskud på ansøgningstidspunktet var en rimelig og nødvendig udgift.

Vi har lagt vægt på, at NN lige var fyldt 18 år og boede hjemme. Vi har endvidere lagt vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der gjorde det nødvendigt for ham at flytte hjemmefra med det samme.

Selv om der havde været et akut behov for at flytte hjemmefra, betyder det ikke i sig selv, at kommunen var forpligtet til at yde hjælp til boligindskud. Afgørelse om, hvilken hjælp der skal ydes i en sådan situation, må træffes på grundlag af ansøgerens samlede situation.

Ankestyrelsen finder endvidere, at den omstændighed, at en person fylder 18 år og i den forbindelse ønsker at flytte hjemmefra, ikke i sig selv bevirker, at der er tale om en boligmæssig forbedring. Da NN boede hjemme, og der ikke var oplysninger om forhold, der gjorde akut flytning nødvendig, var der ikke tale om en boligmæssig forbedring, der kunne begrunde bevilling af flyttehjælp.

Denne vurdering ændres ikke af, at det umiddelbart efter kommunens afslag på at yde hjælp blev oplyst, at NN var blevet smidt ud hjemmefra og således var blevet boligløs. Vi finder ikke grundlag for at kritisere, at kommunen i første omgang henviste NN til at søge en midlertidig løsning af sit boligproblem efter princippet i servicelovens bestemmelse om hjælp til husvilde.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 9. december 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 23. december 2009

• Nævnets genvurdering

I gav afslag på NNs ansøgning om hjælp til boligindskud. I fandt, at der ikke var tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift. I lagde vægt på, at han boede hos sin mor og ikke var boligløs. Der var ikke tale om en nødvendig flytning, og der var ikke tale om en bolig- eller erhvervsmæssig forbedring.

NN klagede over afgørelsen og oplyste i anken, at han nu var boligløs, da han var blevet smidt ud hjemmefra. Han oplyste endvidere, at der havde været store problemer i hjemmet, og at han ikke orkede noget på grund af den dårlige atmosfære, der var i hjemmet.

Moderen bekræftede, at han var blevet smidt ud.

I fastholdt jeres afgørelse, da der ikke var fremkommet nye oplysninger af betydning for afgørelsen.

I genvurderingen af sagen lagde I vægt på, at det kunne være en naturlig følge af at blive voksen, at forældre og børn ikke altid harmonerer fuldt ud. I rådede derfor NN til hurtigst muligt at finde et andet sted at bo, hvis han ikke kunne blive boende hjemme, indtil han havde sparet op til depositum til en lejlighed. Denne midlertidige bolig kunne være et værelse, eller et logi på et vandrehjem, eller anden bolig, hvortil der ikke kræves depositum.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen. Begrundelsen var, at NN måtte anses for boligløs, da han var blevet smidt ud hjemmefra.

Begrundelsen var også, at kommunen ikke kunne henvise NN til et vandrehjem, idet et vandrehjem ikke kunne anses som en fast bolig, hvor han kunne stifte hjem.

Nævnet henviste endvidere til, at kommunen ikke kunne henvise ham til et værelse, hvor der ikke skulle betales indskud, uden at kommunen kunne pege på konkrete værelser, der kunne lejes uden forudbetalt leje eller indskud. Nævnet henviste til princippet i Principafgørelse nr. A-5-05.

I har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste I til servicelovens § 80, idet I betragtede NN som ”en person, der første gang flytter hjemmefra”, hvorved han ikke blev anset for at være i akut bolignød. I mente, at kommunen havde opfyldt sin forpligtelse til at sørge for/anvise ”tag over hovedet”, jf. servicelovens § 80, ved netop at nævne mulighed for forsorgshjem, vandrehjem og lignende.

Nævnet har ved genvurdering bemærket, at når en person søger hjælp til indskud, kan kommunen ikke afslå dette ved at anvise husly. Husly angår den situation, at pågældende er uden bolig. I den foreliggende sag søges om indskud til en konkret bolig.