Ankestyrelsen finder, at de perioder, hvor du har gået i junior high school, high school, og på kursus som nurses assistent, ikke kan sidestilles med bopælsperioder i Danmark.
Ved opgørelse af bopælstiden sidestilles blandt andet ophold i udlandet med henblik på uddannelse med bopæl her i riget.
Det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd, at formålet med opholdet i udlandet skal være uddannelse.
Det betyder, at ophold i udlandet, der har et andet formål, og hvorunder den pågældende deltager i en uddannelse, ikke kan sidestilles med en bopælsperiode i Danmark.
Vi finder, at du ikke har sandsynliggjort, at dit ophold i udlandet var forårsaget af din deltagelse i en uddannelse.
Vi har lagt vægt på, at du efter det oplyste inden dit 15. år, først flyttede til Canada og derefter til USA sammen med din mor, og at du efter kurset som nurses assistent arbejdede i USA i næsten 17 år, før du tog ophold i Danmark.
Det forhold, at du under et udlandsophold deltog i et skoleforløb, og kursus som nurses assistent, kan ikke føre til et andet resultat. Skolegang og kurser, der er et udslag af et ophold i udlandet, der skyldes andre årsager end uddannelse, kan ikke betragtes som ophold i udlandet, der har et uddannelsesmæssigt sigte.
Du opfylder ikke betingelserne for ret til fuld førtidspension, fordi du fra dit 15. år og frem til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes, ikke har boet i Danmark i mindst 4/5 dele af tiden.