Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at der i forbindelse med forlængelse af sygedagpengeperioden efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2 kan iværksættes virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger efter reglerne om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven).
Iværksættelse af arbejdsprøvende foranstaltninger efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2 medfører ikke automatisk, at den pågældende anses for omfattet af revalideringsbestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik.
Vi har lagt vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne til § 22, stk. 1, nr. 2 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (nu § 27, stk. 1, nr. 2 i lov om sygedagpenge), at § 22, stk. 1, nr. 2 blev indsat, fordi der var et behov for også at kunne foretage en afklaring af borgerens arbejdsevne i form af arbejdsprøvning i de tilfælde, hvor borgeren ikke var omfattet af revalideringsbestemmelserne.
Vi har endvidere lagt vægt på, at der i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er hjemmel til at iværksætte virksomhedspraktik samt korte vejlednings- og afklaringsforløb til personer, der modtager dagpenge under sygdom efter lov om sygedagpenge.
Aktiviteter til afklaring af arbejdsevnen kan iværksættes efter beskæftigelsesindsatsloven. Aktiviteter efter beskæftigelsesindsatsloven, herunder fx virksomhedspraktik, kan efter reglerne iværksættes over for såvel revalidender som sygedagpengemodtagere m.fl. Målgruppen for aktiviteterne efter beskæftigelsesindsatsloven omfatter således ikke kun revalidender.
Uarbejdsdygtighed:
Vi vurderer, at NN fortsat var uarbejdsdygtig ved varighedsbegrænsningens indtræden den 31. august 2010, da NN på grund af smerter og en varig funktionsnedsættelse i højre arm samt på grund af en overbelastningsskade i venstre arm ikke kunne varetage arbejde inden for såvel rengøring som andet ufaglært arbejde på tidspunktet for kommunens afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpengene.
Vi har lagt vægt på, at NN har smerter og funktionsnedsættelse i højre arm efter en arbejdsulykke i maj 2006, og at det fremgår af reumatologisk speciallægeerklæring af 15. juli 2010, at symptomerne i højre arm passer med refleksdystrofi, at udsigterne for bedring er ringe på grund af smerternes varighed, og at hun i dagligdagen nærmest fungerer som venstrehåndet, da hun får smerter, lige så snart hun bruger højre arm.
Vi har videre lagt vægt på, at det fremgår af statusattest af 11. marts 2010, at NN også har fået smerter i venstre arm, og at lægen vurderer, at smerterne i venstre arm skyldes en belastningsskade, da hun gennem længere tid udelukkende har brugt venstre arm.
Vi har i Principafgørelse D-9-05 fastslået, at der fortsat forelå uarbejdsdygtighed i dagpengelovens forstand, når der efter en længere sygeperiode var behov for en nærmere undersøgelse af arbejdsevnen ved en arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger, og at ansøgeren dermed fortsat var dagpengeberettiget.
Forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2:
Vi finder, at det ved varighedsbegrænsningens indtræden var nødvendigt at gennemføre arbejdsprøvende foranstaltninger for at klarlægge NNs arbejdsevne, da der ikke inden varighedsgrænsen er sket en sådan afklaring af arbejdsevne, at der kunne træffes beslutning om, hvilke tilbud der kunne iværksættes, herunder fx fleksjob eller revalidering.
Vi har lagt vægt på, at NN må anses for at have varige skånebehov i forhold til begge arme, og særligt i forhold til hendes højre arm.
Vi har videre lagt vægt på, at NN ikke tidligere har været arbejdsprøvet, men at hun har været tilmeldt kurset ”Energi til livet” i perioden fra den 19. juli 2010 til den 31. august 2010, som hun ikke var i stand til at gennemføre på fuld tid svarende til 25 timer om ugen, men måtte gå ned på 12 ½ time om ugen.
Vi har endvidere lagt vægt på, at selvom der ikke synes at foreligge nogen endelig diagnose, så har flere læger uafhængig af hinanden konstateret, at NNs symptomer i højre arm passer med refle ksdystrofi, og at hun forgæves er forsøgt behandlet herfor.
Vi har i Principafgørelse D-9-02 fastslået, at en uafklaret helbredsmæssig situation ikke er til hinder for at forlænge sygedagpengeretten efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2. Det må dog forudsættes, at det på afgørelsestidspunktet vurderes, at afklaringen af arbejdsevnen forventes at kunne ske indenfor højst 2 x 13 uger (nu 39 uger).
Det er vores vurdering, at afklaringen af NNs arbejdsevne kunne forventes at ske indenfor højst 39 uger.
Det følger af reglerne, at udbetalingen af sygedagpenge ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge, eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder.
Kommunen træffer blandt andet afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen, når det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne, således at sygedagpengeperioden forlænges i op til 39 uger.