Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at NN har ret til starthjælp på baggrund af opholdsretten som samlever til en arbejdstager.
Han har ikke ret til kontanthjælp, da han ikke har ret til afledede rettigheder i lighed med dem, der tilkommer arbejdstageres ægtefæller og registrerede partnere.
Begrundelsen for retten til starthjælp
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at NN havde lovligt ophold på ansøgningstidspunktet.
Det er en betingelse for hjælp til forsørgelse, at der er lovligt ophold i Danmark.
Det fremgår af vejledningen om EU/EØS-borgeres adgang til kontanthjælp og starthjælp, at kommunerne ikke skal tage stilling til spørgsmål om retten til ophold, men alene sikre sig, at opholdsgrundlaget er i orden. Spørgsmål om opholdsret rettes til statsforvaltningerne.
Vi finder dog, at kommunen ved ansøgningen om hjælp til forsørgelse konkret må vurdere, om statsforvaltningen må forventes at ville anse opholdet for lovligt i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen.
Vi har lagt vægt på, at NN har opholdsbevis som samlever i medfør af
§ 16 i EU-opholdsbekendtgørelsen. NN søgte om hjælp i umiddelbar tilknytning til, at hans samlever, ”hovedpersonen” ikke længere kunne forsørge ham. Han søgte i den forbindelse om hjælp i jobcentret samtidig med, at han var tilmeldt jobbørs som jobsøgende. Hovedpersonen søgte samtidig om yderligere beskæftigelse.
Der er ikke i bekendtgørelsen særlige regler om, at retten til ophold bortfalder, hvis hovedpersonen, der har påtaget sig forsørgelsen, ikke længere kan overholde det.
Vi finder derfor at måtte lægge til grund, at NN har lovligt ophold i Danmark.
Han har herefter ret til starthjælp, idet vi har lagt vægt på, at han ikke havde mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen forsørgelse, og at han ikke havde andre midler til forsørgelse.
Begrundelsen for afslag på kontanthjælp
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at NN ikke har opnået en afledet ret til kontanthjælp.
Vi har lagt vægt på, at han ikke kan anses som familiemedlem, som det er defineret i artikel 2, nr. 2, i EU-direktivet, der udover traditionelle familiemedlemmer også omfatter registrerede partnere i medfør af medlemsstatens lovgivning på området, men som ikke omfatter samlevere.
Han er således ikke omfattet af direktivets primære persongruppe, dvs. unionsborgere og deres familiemedlemmer, men af dets sekundære persongruppe, dvs. samlevere. Ifølge opholdsdirektivets art. 3, stk. 2 b, skal værtslandet lette indrejse og ophold for den partner, med hvem unionsborgeren har en behørig dokumenteret varig tilknytning.
Retten til at nyde samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere gælder ifølge forordningen 1612, art. 7, stk. 2 for arbejdstagere.
Det er af EU-domstolen blevet fortolket sådan, at også ægtefæller kan aflede ret til sociale fordele i kraft af at være familiemedlem til en arbejdstager.
Dette indebærer, at ikke alene hovedpersonen, men også dennes ægtefælle har ret til en social fordel, der ydes en indenlandsk arbejdstager, da ægtefællen afleder retten til den sociale ydelse af arbejdstageren, såfremt ægtefællen i øvrigt opfylder betingelserne herfor.
I forhold til ophold stilles samlevende i fast forhold af længere varighed efter dansk opholdsret efter bestemmelsen, som hvis de var gift.
EU-retten ses imidlertid ikke at kræve, at en samlever ligestilles med et familiemedlem med hensyn til afledte sociale rettigheder.
Efter lov om aktiv socialpolitik betragtes ægtefæller som en økonomisk enhed, der har gensidig forsørgelsespligt. Dette princip gælder ikke for samlevere. En samlever til en indenlandsk arbejdstager med beskæftigelse her i landet opnår ikke rettigheder i ydelsesmæssig forstand i kraft af et fast samlivsforhold af længere varighed. Samlevende par betragtes ifølge loven om aktiv socialpolitik som selvstændige økonomiske enheder, og de er ikke omfattet af den gensidige forsørgelsespligt, der følger af lovens § 2.
Det betyder, at NN ikke kan aflede ret til kontanthjælp af sin samlever, der er arbejdstager efter EU-retten.
