Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at der i perioden efter udskrivelsen fra hospitalet indtil barnet blev raskmeldt af den behandlingsansvarlige læge har været tale om behandling og pleje i hjemmet, som efter barsellovens § 26, stk. 2, 2. pkt., kan sidestilles med ophold på hospital.
Vi har lagt vægt på, at der efter hospitalsopholdet har været en periode med strækbehandling i hjemmet efterfulgt af en periode, hvor barnet brugte kørestol og gradvis måtte kravle og efterhånden støtte på benet.
Vi har endvidere lagt vægt på det tidspunkt, den behandlingsansvarlige læge har angivet, at barnet kunne starte i daginstitution igen.
Ved barsellovens § 26, stk. 2, 2. pkt., sammenholdt med bekendtgørelsens § 15, 1. pkt., forstås, at den tidsmæssige betingelse i bestemmelsen også kan opfyldes ved forældrenes behandling eller pleje af barnet i hjemmet, når barnets behov taler for det, og når sygeperioden er lægeligt attesteret af den behandlingsansvarlige læge.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L169 fremsat den 18. januar 1990) at hvis sygdomsforløbet medfører, at barnet i sygeperioden både er på hospital og i hjemmet, vil der [ligeledes] kunne ydes en godtgørelse, forudsat at der er tale om et sammenhængende forløb.
Ved vejledningens pkt. 4.5.4. sammenholdt med forarbejderne forstås, at hvis den tidsmæssige betingelse er opfyldt, vil der være ret til dagpenge indtil barnet er rask, når der er tale om et sammenhængende forløb. Dette gælder dog ikke hvor den tidsmæssige begrænsning i bestemmelsens stk. 5 indtræder, hvorefter der alene kan ydes dagpenge i 52 uger inden for de forudgående 18 måneder.
Vi har således lagt vægt på, at barnet i sygeperioden både er på hospital og i hjemmet, og at der er tale om et sammenhængende forløb på mere end 12 dage. Der er endvidere lagt vægt på, at der foreligger en erklæring fra den behandlingsansvarlige læge, hvor den ansøgte dagpengeperiode stemmer overens med barnets sygdomsperiode indtil raskmeldingen, ved den behandlingsansvarlige læge. Endeligt er der lagt vægt på, at hele sygeperioden - navnlig henset til barnets alder - krævede den ene forælders medvirken og tilstedeværelse.