Ankestyrelsens principafgørelse 146-12

31-12-2011
Arbejdsskadeloven Arbejdsforhold Arbejdsskade Overnatning Tjenesterejse Gældende Arbejdsskade

Resume:

Principafgørelsen fastslår

Dækning af arbejdsskade under tjenesterejse

Som hovedregel gælder, at ulykker, der indtræffer på vej mellem hjemog fast arbejdsplads, ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Baggrunden herfor er, at almindelig, daglig transport er en privat aktivitet, som arbejdsgiveren ikke har indflydelse på.

For tjenesterejser fraviger vi udgangspunktet. Den ansatte er dækket fra pågældende forlader sit hjem, og indtil pågældende vender tilbage til virksomheden (eller sit hjem). Dette gælder kun, hvis den ansatte ikke har bragt sig udenfor dækningen ved privat færden eller private handlinger i øvrigt.

Følgende forhold taler for, atder er tale om en tjenesterejse:

- Ulykken er indtruffet i forbindelse medtilskadekomnes arbejde eller de forhold, hvorunder dette er foregået

- sikrede modtager løn under udsendelsen

- arbejdsgiver betaler transport, herunder kørselspenge eller stiller transportmiddel til rådighed

- udsendelsen er foregået i arbejdsgivers interesse

Der gælder ikke en nedre grænse for, hvor kort varighed en tjenesterejse kan have. Der er således ikke krav om overnatning.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 5 og § 6

Sagen er behandlet for at fastslå en generel definition af en tjenesterejse samt for at fastslå, at der ikke gælder en nedre grænse for hvor kort varighed, en tjenesterejse må have.

Denne afgørelse er et supplement til 88-11 om afgrænsningen mellem en tjenesterejse og en udstationering.

Lov om arbejdsskadesikring §§ 5 og 6, stk. 1, om anerkendelse af en ulykke som en arbejdsskade samt BEK nummer 939 af 26/11 2003 (befordringsbekendtgørelse)

3. Andre Principafgørelser

Principafgørelse 88-11 vedrører afgrænsningen mellem en tjenesterejse og en udstationering

Det følger af principafgørelse 88-11, at en udsendelse til Sverige for at udføre arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver blev anset for at være en tjenesterejse og ikke en udstationering.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om et ophold af kortere varighed og af midlertidig karakter. Skaden, der skete ved parkeringsanlægget på det hotel, hvor skadelidte var indkvarteret, kunne derfor anerkendes som en arbejdsskade.

Resultatet er

• Ulykken den 16. september 2010 er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Du vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen, som nu skal tage stilling til om den anmeldte skade kan anses for en ulykke i arbejdsskadesikringslovens forstand.

Vi vurderer, at din tur til Polen, hvor du blev påkørt fra siden af en bil, som forsøgte at overhale dig indenom, skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette er foregået.

Vi har lagt til grund, at du til daglig arbejder for xx med administrativt arbejde. Vi har endvidere lagt til grund, at du i 2010 jævnligt blev sendt til Polen af din arbejdsgiver for at hjælpe firmaet med at rette op på en flytning af produktionen til Polen. I Polen skulle du hjælpe med process-forståelse i ordremodtagelsen og forsendelsesafdelingerne.

Vi har ved vores vurdering af, at der er tale om en tjenesterejse lagt vægt på, at din arbejdsgiver havde sendt dig til Polen for at assistere i forbindelse med opstart af ny virksomhed. Du skulle efter din arbejdsgivers anvisninger løse konkrete opgaver, når du tog til Polen, og turene blev således foretaget i din arbejdsgivers interesse.

Vi har endvidere lagt vægt på, at du modtog løn under dit ophold samt under transporten til og fra Polen. Din arbejdsgiver betalte endvidere transportudgifter i forbindelse med befordringen til og fra virksomheden i Polen.

Vi har endelig lagt vægt på, at din tur ikke var led i på forhånd systematisk planlagte ture til Polen, men derimod korte ture, som blev fastlagt efter behov fra din arbejdsgiver.

Vi finder på denne baggrund, at ulykken den 16. september 2010 indtraf i forbindelse med en tjenesterejse, og som følge heraf er omfattet af loven.

Du har i mail af den 15. juni 2012 uddybende forklaret, at du har været i Polen 10 gange i 2010, svarende til 20 rejsedage.

Det fremgår af kopi af din kalender for september 2010, at du var taget til xx i Polen den 15. september 2010 og havde overnattet dernede. Ulykken skete på vejen hjem den 16. september 2010.

Lovens udgangspunkt er, at skader, der sker under transport mellem hjem og arbejde, ikke kan dækkes efter loven, da skaden ikke sker som led i arbejdet. Ved en udstationering, hvor man i længere tid er udsendt til arbejde et andet sted end ens normale arbejdssted, gælder dette udgangspunkt også. Hvis der derimod er tale om en tjenesterejse, altså en udsendelse af kortere varighed, er man dækket i videre omfang, idet udgangspunktet her er, at man er på arbejde under hele rejsen. Skader sket under private ærinder og lignende vil dog som udgangspunkt ikke være dækket.

Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen modtaget den 20. januar 2011, din besvarelse af spørgeskema af den 30. januar 2011, besvarelse af spørgeskema fra din arbejdsgiver af den 24. februar 2011, kalender over din rejseaktivitet fra 2010, mail fra dig af den 16. december 2011 samt telefonnotat af den 6. juni 2012.

Du påpeger i klagen af den 1. april 2011, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse er baseret på en fejlfortolkning af anmeldelsen.

Du henviser til, at Arbejdsskadestyrelsen har lagt til grund, at du var på vej hjem fra dit almindelige arbejde, den dag du blev påkørt.

Dette var imidlertid ikke tilfældet. Du var derimod på vej hjem fra xx i Polen, som er beliggende 800 km fra din normale rute. Transporten til og fra dette arbejdssted var en del af dit arbejde og foregik derfor efter din vurdering i din arbejdstid.

Vi bemærker, at vi har ændret afgørelsen i overensstemmelse med klagen. Der henvises til begrundelsen for afgørelsen.

Vi har afgjort sagen på grundlag af

• de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse

• Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 31. marts 2011. Ved denne afgørelse fik du afslag på, at du er omfattet af arbejdsskadesikringslovens personkreds.

• klagen til Ankestyrelsen

• Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering

• mail fra dig af den 30. maj 2011

• brev fra dig af den 16. december 2011 • mail fra dig af den 15. juni 2012

Dato for underskrift

02.10.2012

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 5 § 6

Journalnummer

1200619-12