Ankestyrelsen finder ikke, at reglen i servicelovens § 120, stk. 1, 3. punktum er til hinder for at der kan ske satsregulering af en plejevederlagsydelse.
Efter servicelovens § 119 kan personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, søge om plejevederlag.
For lønmodtagere udgør plejevederlaget 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter sygedagpengeloven.
Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt.
Vi har lagt til grund, at NN under sin plejeorlov fortløbende har modtaget plejevederlag svarende til det beløb, han i forvejen modtog som fuld sygedagpengesats - i alt opgjort til kr. 15.708,00 månedligt.
Det er oplyst af kommunen og dokumenteret ved kopi af dagpengespecifikationer for september 2009 – november 2009 fra kommunens ydelseskontor, at det var den fulde sygedagpengesats, som var den hidtidige indtægt ved overgangen til plejevederlag. Der var tale om et beløb på kr. 3.625,00 pr. uge, hvilket svarede til Beskæftigelsesministeriets satser på sygedagpengeområdet for 2009.
Vi har herefter fortolket servicelovens § 120, stk. 1, særligt om bestemmelsens 3. punktum er til hinder for at plejevederlag kan satsreguleres.
Formålet med servicelovens § 120, stk. 1 må ifølge bestemmelsens ordlyd forstås således, at ansøgere ikke skal tabe eller tjene på at overgå til plejevederlag, altså at der hverken skal ske over- eller underkompensation i forhold til den hidtidige indtægt.
Vi finder, at man ved at afskære sygedagpengemodtagere, der overgår til plejevederlagsydelse, fra at få satsreguleret plejevederlaget, vil stille disse personer ringere end hvis de havde fortsat med at modtage sygedagpenge.
En sådan konsekvens er ikke overensstemmelse med formålet med servicelovens § 120, stk. 1. Bestemmelsens 3. punkt om at plejevederlaget ikke kan overstige den hidtidige indtægt skal derfor ikke fortolkes så snævert, at der ikke kan ske satsregulering af vederlaget.
Det gælder navnlig i den aktuelle situation, hvor vederlagsmodtagerens hidtidige indtægt har været en ydelsestype, som er omfattet af reglerne om satsregulering en gang årligt efter lov om en satsreguleringsprocent, og hvor modtagerne af plejevederlag vil blive stillet ringere, end hvis de var fortsat med at modtage deres hidtidige indtægt.
Det forhold at ansøger har været kompenseret med et plejevederlagsbeløb, der oversteg den minimumsgrænse, som var fastsat i Socialministeriets vejledning om regulering af satser på Indenrigs- og Socialministeriets område, kan ikke ændre herpå.