Ankestyrelsens principafgørelse 222-11

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 119 og § 120

Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. august 2011 - § 47, § 50, § 51 og § 64

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i kommunens sag om afklaring af, om formuleringen i servicelovens § 120, stk. 1, 3. punktum beskriver en absolut grænse for plejevederlagets størrelse.

Resultatet er

• Der skal ske satsregulering af NN plejevederlag

Det betyder, at afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY stadig gælder.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY og tiltræder, at nævnet har hjemvist sagen til kommunen til fornyet beregning af plejevederlagets størrelse.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder ikke, at reglen i servicelovens § 120, stk. 1, 3. punktum er til hinder for at der kan ske satsregulering af en plejevederlagsydelse.

Efter servicelovens § 119 kan personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, søge om plejevederlag.

For lønmodtagere udgør plejevederlaget 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter sygedagpengeloven.

Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt.

Vi har lagt til grund, at NN under sin plejeorlov fortløbende har modtaget plejevederlag svarende til det beløb, han i forvejen modtog som fuld sygedagpengesats - i alt opgjort til kr. 15.708,00 månedligt.

Det er oplyst af kommunen og dokumenteret ved kopi af dagpengespecifikationer for september 2009 – november 2009 fra kommunens ydelseskontor, at det var den fulde sygedagpengesats, som var den hidtidige indtægt ved overgangen til plejevederlag. Der var tale om et beløb på kr. 3.625,00 pr. uge, hvilket svarede til Beskæftigelsesministeriets satser på sygedagpengeområdet for 2009.

Vi har herefter fortolket servicelovens § 120, stk. 1, særligt om bestemmelsens 3. punktum er til hinder for at plejevederlag kan satsreguleres.

Formålet med servicelovens § 120, stk. 1 må ifølge bestemmelsens ordlyd forstås således, at ansøgere ikke skal tabe eller tjene på at overgå til plejevederlag, altså at der hverken skal ske over- eller underkompensation i forhold til den hidtidige indtægt.

Vi finder, at man ved at afskære sygedagpengemodtagere, der overgår til plejevederlagsydelse, fra at få satsreguleret plejevederlaget, vil stille disse personer ringere end hvis de havde fortsat med at modtage sygedagpenge.

En sådan konsekvens er ikke overensstemmelse med formålet med servicelovens § 120, stk. 1. Bestemmelsens 3. punkt om at plejevederlaget ikke kan overstige den hidtidige indtægt skal derfor ikke fortolkes så snævert, at der ikke kan ske satsregulering af vederlaget.

Det gælder navnlig i den aktuelle situation, hvor vederlagsmodtagerens hidtidige indtægt har været en ydelsestype, som er omfattet af reglerne om satsregulering en gang årligt efter lov om en satsreguleringsprocent, og hvor modtagerne af plejevederlag vil blive stillet ringere, end hvis de var fortsat med at modtage deres hidtidige indtægt.

Det forhold at ansøger har været kompenseret med et plejevederlagsbeløb, der oversteg den minimumsgrænse, som var fastsat i Socialministeriets vejledning om regulering af satser på Indenrigs- og Socialministeriets område, kan ikke ændre herpå.

Kommunen har oplyst, at nævnet ved sin afgørelse ikke tog i betragtning, at et plejevederlag ifølge servicelovens § 120, stk. 1, 3. punktum ikke kunne overstige den hidtidige indtægt, jf. § 47 i lov om sygedagpenge. Kommunen forstod bestemmelsen således, at den dannede et ikke- pristalsreguleret loft for, hvor meget ansøger var berettiget til at modtage i plejevederlag, også selvom hans plejeorlov løb hen over nytår, hvor den fulde sygedagpengesats steg til 3.760 kr. pr. uge som følge af satsregulering. Kommunen henviste endvidere til punkt 21 i Socialministeriets vejledning nr. 33 af 14. juni 2007 om hjælp i forbindelse med pasning af døende.

Vi bemærker, at oplysningerne i kommunens klage ikke giver grundlag for at træffe en anden afgørelse. Vi henviser til vores afgørelse og begrundelsen for den.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 2. september 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 17. september 2010

• Nævnets genvurderinger

Kommunen gav ved afgørelse af 26. maj 2010 afslag på regulering af plejevederlag for ansøger NN. Begrundelsen var, at ansøger siden plejeorlovens begyndelse havde modtaget et plejevederlag på kr. 15.708,00, hvilket var højere end minimumssatsen for både 2009 og 2010. Det var korrekt, at der fandt en regulering sted hvert år pr. 1. januar, men det drejede sig om regulering af basistaksterne svarende til minimums- og maksimumssatserne. Havde ansøger således modtaget et vederlag, der var mindre end minimumstaksten, der i 2010 udgjorde kr. 13.340,00 så skulle der have fundet en regulering sted, sådan at ansøger som minimum ville have modtaget dette beløb. Kommunen henviste til servicelovens § 120, stk. 1, og at plejevederlaget ikke kunne overstige ansøgers hidtidige indtægt.

Nævnet ændrede ved afgørelse af 2. september 2010 kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Begrundelsen var, at nævnet vurderede, at ansøger var berettiget til regulering af det plejevederlag, som han modtog efter servicelovens § 120, stk. 1. Nævnet henviste til sygedagpengelovens § 64, hvorefter sygedagpengesatserne blev reguleret en gang årligt med satsreguleringsprocenten. Da plejevederlagets størrelse var beregnet på baggrund af principperne i sygedagpengeloven, finder nævnet, at der skulle ske satsregulering af plejevederlaget efter servicelovens § 120, stk. 1 svarende til regulering af satserne for sygedagpenge.

Kommune har klaget over nævnets afgørelse. Klagen er gengivet ovenfor i afsnittet om bemærkninger til klagen.

Nævnet har ved sine genvurderinger af sagen anført, nævnet ikke fandt, at princippet i Ankestyrelsens Principafgørelse nr. 69-10 om satsregulering af arbejdsgiverbidrag af pensionsindbetaling i forbindelse med beregning af tabt arbejdsfortjeneste kunne finde anvendelse i sagen. Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiverbidragets størrelse fulgte af bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, og at denne bekendtgørelse vedrørte lige netop servicelovens §§ 41, 42 og 43 og ikke § 120. Nævnet fastholdt sin afgørelse og var således fortsat af den opfattelse, at regulering af plejevederlag fulgte den satsregulering, der gjaldt for sygedagpenge.