Ankestyrelsens principafgørelse 75-11

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 11, stk. 2

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvorvidt han opfyldte betingelserne i § 11, stk. 2, i lov om en aktiv socialpolitik for ret til kontanthjælp uanset, at han først har søgt om kontanthjælp længe efter ophør af arbejde.

Resultatet er

• NN opfyldte på ansøgningstidspunktet betingelserne for ret til kontanthjælp i § 11, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik

Det betyder, at NN har ret til kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet, hvis han opfylder de øvrige betingelser i loven, herunder om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller være omfattet af en af undtagelsesreglerne for rådighed.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY. Vores begrundelser er dog en anden end Beskæftigelsesankenævnets.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at betingelserne i aktivlovens § 11, stk. 2, for ret til hjælp skal være opfyldt på ansøgningstidspunktet.

Det er en betingelse for at få hjælp, at ansøger har været ude for ændringer i sine forhold, og at ændringerne bevirker, at ansøger ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen forsørgelse.

Den omstændighed, at ansøger er arbejdsløs, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde disse betingelser, hvis ansøger på trods af arbejdsløsheden har mulighed for at forsørge sig selv.

Beskæftigelsesudvalget finder, at NNs forhold er ændret ved at forældrene ikke ønsker at forsørge ham. Han har derefter ikke mulighed for at skaffe det nødvendige til sin forsørgelse i fremtiden. Selv om forældrene ikke direkte har bortvist NN fra hjemmet, finder vi, at der er sket en tilstrækkelig ændring i forholdene ved, at han endelig følger forældrenes opfordring om at blive selvforsørgende ved at stille sig til rådighed for arbejde.

Vi har lagt vægt på, at NN efter en længere periode med passiv forsørgelse har søgt om hjælp til forsørgelse. Han er forud for ansøgningen om kontanthjælp blevet forsørget af forældrene, idet han har levet gratis hos dem. Forældrene har ikke forsørgelsespligt over for deres voksne søn og kan ikke pålægges denne forsørgelsespligt. Beskæftigelsesudvalget har samtidig lagt vægt på, at forældrene modvilligt har forsørget ham i en periode, hvor han ikke havde overskud til at stille sig til rådighed for arbejde. Forældrene har dagligt gjort ham opmærksom på, at han burde skaffe sig et arbejde og flytte hjemmefra.

Vi har lagt til grund, at NN efter det oplyste ikke har formue eller anden indtægt i øvrigt.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 22. januar 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 18. februar 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf den 12. november 2009 afgørelse om afslag på ansøgning om kontanthjælp.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at der ikke var sket en ”social begivenhed”. Han havde selv opsagt sit arbejde den 5. februar 2007 og der forelå ikke oplysninger om indtægter siden da. Der vurderedes ikke at være tale om en social begivenhed, der berettigede til kontanthjælp, da han søgte kontanthjælp over 2 ½ år efter, at han selv havde opsagt sit arbejde.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse. Det betød, at ansøger opfyldte de grundlæggende betingelser for at modtage kontanthjælp med virkning fra ansøgningstidspunktet.

Beskæftigelsesankenævnet lagde vægt på, at ansøger var arbejdsløs, hvilket udgjorde en sådan social begivenhed, at han havde ret til kontanthjælp. Nævnet mente ikke, at det havde nogen betydning, om ansøger var blevet arbejdsløs i 2007 eller 2008 og om han selv sagde op eller blev afskediget.

Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at udeblivelse fra arbejde og deraf følgende opsigelse fra arbejdsgivers side ikke er en social begivenhed, der berettiger til kontanthjælp. Det er ikke kommunens opfattelse, at såfremt borgeren er blevet syg efter ophøret fra arbejdet, at denne ændring i sig selv berettiger til kontanthjælp. Der ses ikke at være sket en ændring i de økonomiske forhold.

Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at man fastholder sin afgørelse. Det afgørende er efter nævnets vurdering forholdene vedrørende (manglende) indtægt som følge af arbejdsløshed sammenholdt med, at ansøger bor hos sine forældre, der ikke har pligt til at forsørge ham. Når der ikke eksisterer nogle forsørgelsesmæssige alternativer –og betingelserne i øvrigt er opfyldt – vil der være ret til kontanthjælp, og den lange periode, der er gået, kan efter nævnets opfattelse ikke i sig selv føre til, at ændringen har mistet sin relevans.