Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 22. januar 2010
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 18. februar 2010
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Kommunen traf den 12. november 2009 afgørelse om afslag på ansøgning om kontanthjælp.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at der ikke var sket en ”social begivenhed”. Han havde selv opsagt sit arbejde den 5. februar 2007 og der forelå ikke oplysninger om indtægter siden da. Der vurderedes ikke at være tale om en social begivenhed, der berettigede til kontanthjælp, da han søgte kontanthjælp over 2 ½ år efter, at han selv havde opsagt sit arbejde.
Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse. Det betød, at ansøger opfyldte de grundlæggende betingelser for at modtage kontanthjælp med virkning fra ansøgningstidspunktet.
Beskæftigelsesankenævnet lagde vægt på, at ansøger var arbejdsløs, hvilket udgjorde en sådan social begivenhed, at han havde ret til kontanthjælp. Nævnet mente ikke, at det havde nogen betydning, om ansøger var blevet arbejdsløs i 2007 eller 2008 og om han selv sagde op eller blev afskediget.
Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at udeblivelse fra arbejde og deraf følgende opsigelse fra arbejdsgivers side ikke er en social begivenhed, der berettiger til kontanthjælp. Det er ikke kommunens opfattelse, at såfremt borgeren er blevet syg efter ophøret fra arbejdet, at denne ændring i sig selv berettiger til kontanthjælp. Der ses ikke at være sket en ændring i de økonomiske forhold.
Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at man fastholder sin afgørelse. Det afgørende er efter nævnets vurdering forholdene vedrørende (manglende) indtægt som følge af arbejdsløshed sammenholdt med, at ansøger bor hos sine forældre, der ikke har pligt til at forsørge ham. Når der ikke eksisterer nogle forsørgelsesmæssige alternativer –og betingelserne i øvrigt er opfyldt – vil der være ret til kontanthjælp, og den lange periode, der er gået, kan efter nævnets opfattelse ikke i sig selv føre til, at ændringen har mistet sin relevans.