Behov for personlig bistand:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om du har behov for særlig personlig bistand.
Vi finder, at vurderingen af, om du kan anses for at have behov for personlig bistand, afhænger af en konkret og individuel vurdering af, om du i kraft af de bevilgede hjælpemidler er tilstrækkelig kompenseret for din funktionsnedsættelse i relation til dit erhverv.
Du har i klagen oplyst, at du gerne vil bruge de hjælpemidler, som du har fået stillet til rådighed, men at problemet ligger i, at hjælpemidlerne ikke virker i det program (Navision), som du laver tilbud, ordre, montørernes arbejdstekster og fakturaer i.
Kommunen skal undersøge, om du af IT-tekniske årsager eller andre årsager ikke kan anvende de bevilgede hjælpemidler, og om de bevilgede hjælpemidler fyldestgørende dækker dit behov for hjælp i relation til dit erhverv, herunder om hjælpemidlerne er tilstrækkelig kompenserende i forhold til dine konkrete arbejdsfunktioner/arbejdsopgaver.
Bevilling af hjælpemidler medfører ikke, at man automatisk kan fratage eller give afslag på personlig assistance, da der altid skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om ansøgeren har behov for personlig bistand.
Det følger af reglerne, at der kan ydes personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af en betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.
Karakter af medhjælp/vikardækning:
Vi finder, at den personlige assistents bistand med at oversætte korrespondance på engelsk og tysk har karakter af medhjælp/vikardækning.
Vi har lagt vægt på dine oplysninger om, at du har en medarbejder ansat til at tage sig af forholdene i patentafdelingen, herunder korrespondancen på engelsk og tysk, og at det dermed ikke er en del af din arbejdsfunktion at tage dig af korrespondancen på engelsk og tysk.
Vi finder ikke, at der er grundlag for at antage, at du ikke længere varetager sekretær- og bogholderlignende opgaver i din virksomhed.
Vi har lagt vægt på, at du i klagen over kommunens afgørelse har oplyst, at dine arbejdsopgaver ikke har ændret sig væsentlig i de 7 år, du har fået personlig assistance.
Assistentens bistand til varetagelsen af disse sekretær- og bogholderlignende opgaver kan dermed ikke af den grund anses for at have karakter af medhjælp/vikardækning.
Vi finder, at kommunen i forbindelse med den nye afgørelse bør indhente en ny redegørelse fra dig over dine arbejdsopgaver, som skal danne grundlag for den videre vurdering.
Det følger af reglerne, at den personlige assistent skal bistå personen med praktiske arbejdsfunktioner og funktioner, som følger af beskæftigelsen, og som den pågældende på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig assistance til. Ansættelsen af den personlige assistent må ikke have karakter af vikardækning eller almindelig medhjælp.