Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen.
• Det Sociale Nævns afgørelse af 20. august 2010.
• Klagen til Ankestyrelsen af 9. september 2010.
• Det Sociale Nævns genvurdering af 10. september 2011.
• Brev af 22. juli 2011 med kopi af pantebrev.
• Brev af 30. september 2010 fra Statsforvaltningen om, at Det Sociale Nævn ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
Kommunen gav mundtligt afslag på helbredstillægskort samt supplerende pensionsydelse, og efter dit brev af 2. februar 2010 svarede kommunen ved brev af 4. februar 2010 og gav skriftligt afslag. Kommunen lagde vægt på Ankestyrelsens Principafgørelse P-1-92.
Efterfølgende skrev du 8. februar 2010 på ny til kommunen og oplyste, at der tilsyneladende var forskellig opfattelse fra den ene kommune til den anden. Du udbad dig konkret lovgrundlag.
Kommunen svarede ved brev af 17. februar 2010 og henviste til vejledning om folkepension efter lov om social pension punkt 1, hvorefter Ankestyrelsens Principafgørelser er retsgrundlag. Kommunen oplyste, at der ikke i loven eller vejledningen specifikt var oplyst, hvorvidt fast ubeboet ejendom skulle medtages i opgørelsen af likvid formue.
Derpå klagede du ved brev af 25. februar 2010 over Kommunens afgørelse.
Det Sociale Nævn traf afgørelse af 5. juli 2010, hvor nævnet sendte sagen tilbage til kommunen til realitetsbehandling, da nævnet mente, at Ankestyrelsens Principafgørelse P-1-92 var ophævet i 2003.
Efterfølgende ophævede Det Sociale Nævn sin afgørelse ved brev af 7. juli 2010, idet Ankestyrelsens Principafgørelse P-1-92 ikke var ophævet, men fortsat var gældende.
Ved Det Sociale Nævns afgørelse af 20. august 2010 nåede nævnet til samme resultat som kommunen. Nævnet lagde vægt på Ankestyrelsens Principafgørelse P-13-08.
Du klagede 9. september 2010 over Det Sociale Nævns afgørelse.