Ankestyrelsens principafgørelse 156-12

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9c, stk. 2

Afgørelse om ret til mellemkommunal refusion, herunder om bevilling af boligændringer af et vist omfang kunne anses som medvirken i retssikkerhedslovens forstand, jf. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2.

§ 9c, stk. 2, fastslår, at opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i

1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service,

2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,

3) institutioner under sygehusvæsenet,

4) institutioner under Kriminalforsorgen,

5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, eller

6) anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service.

3. Andre Principafgørelser

Gældende

Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

I Principafgørelse 83-11 fandt vi, at der var tale om refusionsbegrundende medvirken i en situation, hvor en kommune gav økonomisk hjælp til depositum, forudbetalt leje samt hjælp til flytning til en borger. Det fremgik af sagen, at borgeren var hjerneskadet og i perioder meget dårlig og meget ustabil. Han var dømt for personfarlig kriminalitet. Støtten han modtog, var med til at opretholde en struktur i hverdagen såvel på det mentale plan som på et konkret plan.

Af øvrige principafgørelser på området skal nævnes O-69-98, R-4-01, R-9-08 og 89-10.

Kasserede

Følgende Principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

R-2-06

En kommunes bevilling af boligændringer til en borgers nyerhvervede bolig i en anden kommune medførte ikke refusionspligt for fraflytningskommunen for udgifter vedrørende borgeren.

Fraflytningskommunen havde ikke medvirket til borgerens erhvervelse af egen bolig i den anden kommune eller borgerens beslutning om at flytte i egen bolig i den anden kommune. Der blev lagt vægt på, at borgeren - der havde et stort hjælpebehov - på eget initiativ havde købt bolig i den anden kommune og havde underskrevet slutseddel, før fraflytningskommunen bevilgede boligændringer til den nye bolig.

Der blev lagt vægt på, at fraflytningskommunen som opholdskommune for borgeren efter den sociale lovgivning var forpligtet til at yde hjælp og støtte til borgeren frem til dennes flytning til den nye kommune.

Videre fremgår det af afgørelsen, at det var Ankestyrelsens vurdering, at en kommunes refusionspligt som følge af medvirken til en borgers flytning i ny bolig måtte forudsætte, at kommunen eller en anden offentlig myndighed i et vist omfang aktivt havde påvirket borgerens beslutning om erhvervelse af eller havde medvirket ved anskaffelsen af en ny bolig i en anden kommune. Reglerne om refusion begrundet i medvirken havde ikke til formål at friholde en kommune for udgifter, som skyldtes, at en borger på eget initiativ flyttede til en bolig i denne kommune.

R-3-03

Lovens krav om medvirken fra en tidligere opholdskommune(A) eller anden offentlig myndighed som forudsætning for refusion var ikke opfyldt i et tilfælde, hvor en stærkt handicappet kvinde og hendes mor meddelte kommunen, at de af egen drift flyttede til en anden kommune. A Kommune ringede efterfølgende til B Kommune for at orientere om familiens flytning til B Kommune. Der var ingen oplysninger i sagen om, at beslutningen om flytning skulle relatere sig til de overfor kvinden iværksatte foranstaltninger.

Ankestyrelsen vurderede, at en sådan efterfølgende telefonisk orientering fra fraflytningskommunen til tilflytningskommunen om, at en familie, der havde behov for hjælpeforanstaltninger, ønskede at tage ophold i tilflytningskommunen, uden at beslutningen om flytning relaterede sig til hjælpeforanstaltningerne, ikke havde karakter af medvirken til flytningen. Der ville derfor ikke være krav på mellemkommunal refusion i en sådan situation.

Praksis er indarbejdet i denne Principafgørelse.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i ret til mellemkommunal refusion, herunder om bevilling af boligændringer af et vist omfang kan anses som medvirken i retssikkerhedslovens forstand, jf. retssikkerhedslovens 9c, stk. 2.

Resultatet er

– Kommune medvirkede ikke i retssikkerhedslovens forstand til NNs flytning den 15. maj 2008 til A Kommune

Det betyder, at A Kommune ikke har ret til mellemkommunal refusion.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at der ikke er grundlag for at statuere, at B Kommune i forbindelse med NNs flytning til A Kommune medvirkede på en sådan måde, at betingelserne for refusion i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, var opfyldt.

Efter retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 5, har opholdskommunen ret til refusion, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold boliger, boformer m.v., der træder i stedet for eller kan sidestilles med boformer m.v. under lovens nr. 1-4.

Det er Ankestyrelsens vurdering, at en kommunes refusionspligt som følge af medvirken til en borgers flytning til ny bolig må forudsætte, at kommunen eller anden offentlig myndighed i et vist omfang aktivt har påvirket borgerens erhvervelse af eller har medvirket ved anskaffelsen af en ny bolig i en anden kommune. Reglerne om refusion begrundet i medvirken har ikke til formål at friholde en kommune for udgifter, som skyldtes, at en borger på eget initiativ flyttede til en bolig i denne kommune. Vi henviser herved til Ankestyrelsens Principafgørelse R-2-06.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne i journalnotat af 14. februar 2008 fra B kommune. Heraf fremgår det, at NN havde bedt om møde vedrørende flytning fra B kommune. I mødet deltog også hendes kæreste. På mødet fortalte hun, at hun og kæresten havde fået lejlighed i A Kommune. Indskud var betalt og lejligheden var til overtagelse den 15. maj 2008, hvor hun ville flytte ind i lejligheden. NN spurgte om forskellig hjælp i forbindelsen med flytning, herunder mente hun, at der var loftskinner, som skulle monteres.

Af A Kommunes journal fremgår det, at personlig hjælper for NN den 15. februar 2008 oplyste til A Kommune, at NN flyttede til B kommune, og at der blev behov for boligændringer. A Kommune har oplyst, at der forud for og i forbindelse med flytningen den 15. maj 2008 i flere tilfælde har været ydet hjælp fra B Kommune for at flytningen kunne realiseres.

B Kommune bevilligede boligændring at den nye lejlighed, herunder udligning af niveauforskel, udvidelse af døre, fjernelse af skabssektion og dørtrin samt opsætning af skinnesystem.

Det er vores opfattelse, at den hjælp B Kommune bevilligede til NN for, at flytningen kunne realiseres og de bevilligede ændringer af boligen ikke kan anses som medvirken i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2’s forstand.

For så vidt angår NN personlige forhold fremgår det, at hun havde en meget alvorlig medfødt tetraplegi, lammelse i hele kroppen. Hun kunne ikke tale og kunne næsten ikke bevæge sig. Hun kommunikerede med staveplade og skrev på PC med en pind i panden. Mentalt fungerede hun godt og havde en helt klar mening om tingene. Tidligere havde hun bevilget BPA, men kunne ikke klare arbejdsgiverrollen. Hun havde behov for hjælp 24 timer i døgnet efter SEL § 83.

Det er på denne baggrund Ankestyrelsen samlede vurdering, at NN på eget initiativ og efter eget ønske flyttede fra B til A Kommune, og at der ikke i øvrigt er grundlag for at fastslå, at B Kommune ved sine handlinger i forbindelse med flytningen har medvirket på en måde så betingelserne for at skulle yde refusion er til stede.

A Kommune anfører, at NN boede alene i B Kommune, hvor hun var 100 % afhængig af sine hjælpere. Hendes handicap var så alvorligt, at hun ikke kunne benytte en BPA-ordning efter servicelovens § 96, da hun på ingen måde var i stand til at klare arbejdsgiverrollen. I stedet modtog NN hjælp efter serviceloven i alle døgnets 24 timer.

Videre anfører A Kommune, at B Kommune har betalt udgifter til boligindretning i lejligheden i A Kommune.

A Kommune finder, at den støtte NN modtog i hjemmet kunne sidestilles med en boform, hvilket normalt udløser refusion efter retssikkerhedslovens § 9c stk. 2, nr. 5.

A Kommune finder, at det forhold, at NN selv betalte indskud ikke kan begrunde, at der ikke er refusionspligt.

Endeligt anfører A Kommune, at al kontakt i forbindelse med flytningen er foregået via personalet ansat i B Kommune. Ansatte i B Kommune har flere gange før flytningen medvirket og været behjælpelig med alle praktiske gøremål og andet nødvendigt i relation hertil, hvilket åbenlyst var en forudsætning for, at flytningen kunne realiseres. Der henvises herved bl.a. til A Kommunes telefonnotat af 6. august 2008.

Vi bemærker, at der efter vores vurdering ikke kan lægges afgørende vægt på, at NN i forbindelse med flytningen nok havde behov for ganske omfattende praktisk hjælp i forbindelse med flytningen. Vi skal herved henvise til vores begrundelse for afgørelsen.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 30. juni 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 6. juli 2011

• Nævnets genvurdering

• Korrespondancen under sagens behandling i Ankestyrelsen

B Kommune gav den 6. oktober 2010 afslag på A Kommunes anmodning om refusion vedrørende NN.

Det anføres af B Kommune, at hverken kommunen eller ansatte i B Kommune på nogen måde havde medvirket til, at NN havde fået ophold i A Kommune.

A Kommune klagede over afgørelsen

Nævnet traf den 30. juni 2011 afgørelse om, at B Kommune var ikke forpligtet til at yde mellemkommunal refusion af udgifterne vedrørende NN.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at B Kommune eller anden offentlig myndighed medvirkede til NN flytning til A Kommune.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at NN boede alene i B Kommune, hvor hun var 100 % afhængig af sine hjælpere. Hendes handicap var så alvorligt, at hun ikke kunne benytte en BPA-ordning efter servicelovens § 96, da hun på ingen måde var i stand til at klare arbejdsgiverrollen. I stedet modtog NN hjælp efter serviceloven i alle døgnets 24 timer.

Videre anfører A Kommune, at B Kommune har betalt udgifter til boligindretning i lejligheden i A Kommune.

A Kommune finder, at den støtte NN modtog i hjemmet kunne sidestilles med en boform, hvilket normalt udløser refusion efter retssikkerhedslovens § 9c stk. 2, nr. 5.

A Kommune finder, at det forhold, at NN selv betalte indskud ikke kan begrunde, at der ikke er refusionspligt.

Endeligt anførte A Kommune, at al kontakt i forbindelse med flytningen er foregået via personalet ansat i B Kommune. Ansatte i B Kommune har flere gange før flytningen medvirket og været behjælpelig med alle praktiske gøremål og andet nødvendigt i relation hertil, hvilket åbenlyst var en forudsætning for, at flytningen kunne realiseres. Der henvises herved bl.a. til A Kommunes telefonnotat af 6. august 2008.