Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen
• Det Sociale Nævns afgørelse af 1. november 2011
• Klagen til Ankestyrelsen af 29. november 2011
• Det Sociale Nævns genvurdering
• Det Sociale Nævns brev af 12. januar 2012
Det fremgår af sagen, at kommunen - i forbindelse med revurdering af praktisk hjælp – har truffet afgørelse om, at borgeren opfylder kriterierne for at få hjælp til rengøring efter kommunens kvalitetsstandarder. Der henvises til, at borgeren i henhold til kvalitetsstandarden vil få hjælp til rengøring hver fjerde uge.
Kommunens revurdering af borgerens behov, sker som følge af en ændring af kommunens serviceniveau.
Det fremgår af pkt. 6.1.4. i kommunens kvalitetsstandard, at følgende aktiviteter er omfattet af rengøringen: tørre støv af, støvsugning, gulvvask i de rum, hvor det er påkrævet, aftørring af badeværelse og køkken og skift af sengelinned. Under pkt. 6.1.5. er det om serviceniveauet anført, at rengøringshjælpen ydes 12 gange om året. Det er endvidere anført, at der alene i helt særlige tilfælde kan visiteres til ekstra rengøring, eksempelvis ved specielle hygiejniske behov.
Det fremgår af afgørelsen af 26. januar 2011, at visitator - på baggrund af telefonisk henvendelse til borgeren samme dag - har haft revurderet borgerens behov for hjælp. Der foreligger ikke journalnotat om selve vurderingen af borgerens behov. Der foreligger alene journalnotat om, at afgørelsen er meddelt telefonisk til borgeren den pågældende dag. Det formodes derfor, at sagsbehandleren har taget udgangspunkt i den seneste faglige vurdering af 1. oktober 2010. Afgørelsen medfører, at borgerens bevilling af praktiske hjælp til rengøring nedsættes fra hver anden til hver fjerde uge.
Borgeren klager telefonisk over afgørelsen den 23. februar 2011, hvorefter kommunen den 1. marts 2011 foretager et visitationsbesøg i borgerens hjem. Det fremgår af kommunens journalnotat, at borgeren mener, at der er meget støvet. Visitatorerne mener, at der ser pænt ud, bortset fra de øverste hylder i soveværelset, hvor der er lidt støv. Visitatorerne foreslår, at borgeren kan sidde på sin rollator, mens hun tørrer støv af. Slutteligt fremgår det, at kommunen beslutter at fastholde afgørelsen af 26. januar 2011 om nedsættelse af rengøring til hver fjerde uge, fordi borgerens funktionsniveau ikke giver mulighed for at dispensere.
Det fremgår ikke af sagen, hvor lang tid der er gået siden sidste rengøringsbesøg på tidspunktet for visitationsbesøget.
Det Sociale Nævn har truffet afgørelse om, at ændre kommunens afgørelse, hvorefter borgeren får ret til hyppigere rengøring end hver fjerde uge.
Afgørelsen begrundes med, at kommunens kvalitetsstandard ikke opfylder formålet med serviceloven og kravet om, at der skal tilbydes den nødvendige hjælp. Efter nævnets opfattelse bør der rengøres oftere end hver fjerde uge, for at sikre den nødvendige hjælp og tilstrækkelig hygiejne i hjemmet, navnlig i boligens vådrum.
Afgørelsen begrundes endvidere med, at der ikke er foretaget en tilstrækkelig konkret og individuel vurdering af borgens behov.
Kommunen har klaget over Det Sociale Nævns afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at det for langt de fleste af kommunens borgere er tilstrækkeligt, at der udelukkende rengøres hver fjerde uge, og at tilbagemeldingerne fra både hjemmehjælpere og sundhedspersonale er, at det nye serviceniveau sikrer en tilstrækkelig hygiejne og medvirker til at opfylde formålet i servicelovens § 81.
Det er endvidere anført i klagen, at visitatorerne ved genvurderingen har foretaget en konkret og individuel vurdering af borgeren, herunder at det er vurderet, at NN ikke er i stand til at foretage tungere rengøring, men at NN er i stand til at tørre støv af, hvis hun sidder på sin rollator samtidigt. Endeligt er anført, at NNs hjem fremstod pænt og ordentligt.
Det Sociale Nævn har ved genvurderingen lagt vægt på, at kommunens kvalitetsstandard skal opfylde formålet med serviceloven.
Det Sociale Nævn har endeligt ved brev af 12. januar 2012 bemærket, at nævnet ikke har foretaget en egentlig sundhedsfaglig vurdering i sagen.