Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen
• Det Sociale Nævns afgørelse af 3. maj 2011
• Klagen til Ankestyrelsen af 18. maj 2011
• nævnets genvurdering
• Kommunens brev af 21. juni 2011
• nævnets brev af 14. juli 2011
• NN’s e-mail af 19. juli 2011 til statsforvaltningen og brev af 24. august 2011 til Ankestyrelsen
Sagen drejer sig om en kvinde, der lider af sclerose, og som i flere år har fået bevilget hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1. Hjælpen udbetales som kontant tilskud til ægtefællen, jf. servicelovens § 95, stk. 3.
Det fremgår af sagen, at kommunen - i forbindelse med revurdering af ydelserne efter servicelovens § 83, stk. 1, - har truffet afgørelse om, at ægtefællens kontante tilskud ændredes fra 18.180 kr. til 14.278 kr. pr. måned.
Det fremgår af kommunens brev af 21. oktober 2010 til ægtefællen, at han havde anmodet om at få oplysninger om den visiterede tid, men at kommunen ikke ville oplyse om dette. Kommunen har anført i brevet, at hjælp efter servicelovens § 83 bevilges som ydelse, og ikke som tid, og derfor oplyser kommunen ikke om tiden til den enkelte ydelse.
Borgeren klagede efterfølgende over kommunens afgørelse, og anførte i klagen, at årsagen til reduktionen af hjælpen ikke var blevet oplyst.
Det Sociale Nævn ophævede kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde oplyst om ændringer i de tildelte ydelser, og at kommunen ikke havde godtgjort, at det reducerede tilskud ville kunne dække de bevilgede ydelser.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det oplyst, at kommunen udmåler kontante tilskud ud fra den tid, som den kommunale hjemmepleje eller andre leverandører ville havde fået til at løse samme opgaver, som den enkelte borger visiteres til.
Det er endvidere oplyst, at der i tiden mellem de to bevillinger havde været foretaget en justering af de tider, som ligger til grund for udmålingen af hjælpen. Justeringen havde betydet, at de samme ydelser fremover vurderedes til at kunne udføres på kortere tid.
Endeligt er det oplyst, at borgeren fik bevilget hjælp til de samme ydelser, men som følge af justeringen resulterede visitationen i færre udmålte timer. Det tidsmæssige beregningsgrundlag for den tidligere bevilling var opgjort til 26,45 timer ugentligt, hvorefter bevilling af kontant tilskud udgjorde 18.180 kr. Tiden vedrørende den ændrede bevilling blev opgjort til 21,04 timer ugentligt. Tilsvarende blev det kontante tilskud sat ned til 14.278 kr.
Kommunen har på denne baggrund anført, at det ville medføre merudgifter for kommunen, hvis der ikke er adgang for kommunen til at ændre kontante tilskud, når tidsforbruget for de enkelte ydelser justeres.