Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at udbetaling af løn fra Lønmodtagernes Garantifond i en periode betyder, at arbejdsgiveren ikke har ret til løntilskud i denne periode i forhold til en medarbejder ansat i fleksjob.
Der er ikke fastsat regler om administrationen af udbetaling af løntilskud til en arbejdsgiver, der har en person ansat i fleksjob. Arbejdsgivers ret til refusion er derfor alene begrænset af de almindelige regler om forældelse af fordringer. Dette følger af Principafgørelse 179-09.
Vi har lagt vægt på, at det er en betingelse for, at arbejdsgiver kan få løntilskud fra kommunen, at arbejdergiver rent faktisk har haft en lønudgift til den ansatte i fleksjob.
Vi har endvidere lagt vægt på, at hvis Lønmodtagernes Garantifond har udbetalt løn til den ansatte, kan arbejdsgiver ikke i samme periode anses for at have haft en lønudgift til den ansatte.
Det fremgår af bekendtgørelsen om Lønmodtagernes Garantifond, at fonden foretager opkrævning af udbetalte garantimidler hos arbejdsgiveren.
I den konkrete sag fremgår det, at du har indgået en aftale om afdragsordning med Lønmodtagernes Garantifond. Ifølge aftalen skal du fra den 1. november 2009 afdrage 1.000 kr. hver måned. Det skyldige beløb udgør i alt 92.398 kr. Garantifondens udbetaling til NN udgør netto 42.407,00 kr. ud af det skyldige beløb på i alt 92.398,00 kr.
På baggrund af disse oplysninger finder vi at må lægge til grund, at du fortsat afdrager på garantimidler udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond til NN.
Vi finder, at du først, når du kan dokumentere, at du har tilbagebetalt hele det beløb, du skylder Lønmodtagernes Garantifond på i alt 92.398 kr., kan anses for at have afholdt lønudgifter til NN for juni og juli 2008.
Du kan derfor først fra dette tidspunkt af få ret til løntilskud for NN i forhold til juni og juli 2008. Din ret til refusion fra kommunen er dog begrænset af reglerne om forældelse af fordringer.