Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke fundet grundlag for at ændre nævnets vurdering af, at NN ved ophør med revalideringsydelse var uden midler til egen forsørgelse i perioden 27. juli 2010 og frem til ultimo august 2010, hvor hun fik udbetalt dagpenge.
En person, der søger om kontanthjælp, kan tidligst få udbetalt kontanthjælp én måned efter den første henvendelse til kommunen.
Kommunen kan dog yde op til 1 måneds engangshjælp, indtil ansøger har ret til en hel måneds kontanthjælp. Engangshjælpen ydes fra ansøgningstidspunktet.
Den omstændighed, at personen, inden der er gået en måned, får ret til et andet forsørgelsesgrundlag, betyder ikke, at der ikke er ret til engangshjælp. Retten til engangshjælp opnås på ansøgningstidspunktet.
Det er vores vurdering, at § 25a må fortolkes ud fra, at engangshjælpen er en konsekvens af, at kontanthjælpen blev ændret fra forudbetalt til bagudbetalt kontanthjælp og er tænkt som en midlertidig forsørgelsesydelse til personer, der ikke har andet forsørgelsesgrundlag indtil første udbetaling af kontanthjælp.
Af lovbemærkningerne fremgår om udbetalingen, at der i de tilfælde, hvor borgeren eksempelvis henvender sig i midten af en måned, udbetales engangshjælp til kalendermånedens udgang. Ved indgangen til den efterfølgende kalendermåned udbetales der bagudbetalt kontanthjælp svarende til den venteperiode i måneden forinden, hvor borgeren har stået til rådighed. Sammen med denne kontanthjælp udbetales engangshjælp til at dække ansøgerens behov for hjælp i den del af den efterfølgende kalendermåned, hvor ansøgeren er uden forsørgelsesgrundlag.
Om der skal udbetales engangshjælp, afhænger af en konkret vurdering af ansøgerens behov for økonomisk hjælp.
NN henvendte sig til kommunen den 27. juli 2010 med ansøgning om kontanthjælp.
Ved indgangen til august måned, skal der udbetales bagudbetalt kontanthjælp svarende til venteperioden i måneden forinden, altså 27. til 31. juli 2010.
Sammen med denne kontanthjælp skal der ydes engangshjælp til at dække NNs behov for hjælp i den del af august måned, hvor hun ikke var dækket af den udbetalte kontanthjælp for juli måned, fordi hun først henvendte sig den 27. juli 2010 og ikke havde anden indtægt.