Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at du havde ret til forlængelse af sygedagpengeperioden efter den 31. august 2010.
Vi vurderer, at lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 2 vil kunne anvendes som forlængelsesmulighed.
Din sygedagpengeperiode har været forlænget med 26 uger efter lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 2.
Din sygedagpengeudbetaling har efterfølgende været forlænget efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 4.
Vi finder på baggrund af ordlyden af lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 2 ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at forlængelsesreglen i nr. 2 kan anvendes til yderligere afklaring af arbejdsevnen i forhold til fleksjob eller førtidspension.
Vi finder ikke holdepunkt i lovteksten for, at afklaring alene kan ske i forhold til det ordinære arbejdsmarked.
Vi finder på denne baggrund, at § 27, stk. 1, nr. 2 vil kunne anvendes til yderligere afklaring i forhold til fleksjob eller førtidspension.
Det er dog en forudsætning, at du opfylder betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 2.
A Kommune skal træffe afgørelse, om du konkret opfylder betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 2.
Vi har lagt vægt på, at det er en betingelse for forlængelse af sygedagpenge, at en af forlængelsesbetingelserne i lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 1-7 udtrykkeligt er opfyldt.
Vi henviser til Principafgørelse 142-10, hvoraf det fremgår, at der ikke er en rangorden i forlængelsesmulighederne, men at kommunen skal anvende den mest relevante i det konkrete tilfælde.
Du har efter varighedsbegrænsningens indtræden den 31. august 2009 fået forlænget udbetalingen af sygedagpenge efter lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 2 i 26 uger til og med 28. februar 2010.
Herefter har du den 8. oktober 2010 fået forlænget udbetalingen af sygedagpenge efter lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 4 i 26 uger til og med den 31. august 2010.
Ved lov nr. 247 af 23. marts 2010 blev forlængelsesperioden i lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 2 ændret fra 26 uger til 39 uger. Det fremgår af lovens § 6, at loven finder anvendelse på personer, der modtager sygedagpenge den 1. april 2010 eller senere.
Selvom du først den 8. oktober 2010 får sygedagpengeudbetalingen forlænget i perioden den 1. marts 2010 til og med den 31. august 2010, må du anses for at have modtaget sygedagpenge den 1. april 2010.
Vi finder, at du er omfattet af overgangsreglerne, således at du som udgangspunkt har ret til forlængelse i de resterende 13 uger efter lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 2.
Vi finder, at lovændringen af § 27, stk. 1, nr. 2, hvor forlængelsesperioden blev hævet fra 26 til 39 uger, har betydning i din sag. Du anses således ikke for at have opbrugt forlængelsesperioden efter nr. 2.
Vi er opmærksomme på, at det fremgår af sagen, at du pr. 1. april 2011 er tilkendt førtidspension.
Vi kritiserer, at kommunen ikke efterlevede retssikkerhedslovens § 7 a og lov om sygedagpenge § 28 om senest 2 uger før forlængelsesperiodens udløb at tage stilling til, om der var behov for yderligere foranstaltninger.