Lov om aktiv socialpolitik
Det fremgår af § 12, stk. 1, at personer under uddannelse som udgangspunkt ikke har ret til kontanthjælp, jf. dog §§ 37 og 38 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller efter integrationslovens § 23 a, stk. 6.
Beskæftigelsesministeren kan herudover fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde kan ydes hjælp til personer under uddannelse.
Bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde
Det fremgår af § 1, stk. 1, at hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt, kan der ydes hjælp efter §§ 25 og 34 til en uddannelsessøgende, herunder en uddannelsessøgende udlænding, der er berettiget til at modtage statens uddannelsesstøtte, og
1) som på grund af sygdom eller ophør af samlivet med ægtefællen er afskåret fra at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, såfremt behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser, herunder statens uddannelsesstøtte,
2) som før arbejdsledighed har haft fuldtidsbeskæftigelse og har uddannet sig i sin fritid,
3) som efter § 47, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik er under revalidering med revalideringsydelse, under revalidering på nedsat arbejdstid med helt eller delvis løntilskud, eller som deltager i en uddannelsesmæssig foranstaltning som led i forrevalidering,
4) som deltager i et uddannelsestilbud med løn efter § 32, stk. 1, nr. 1, jf. § 38, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
5) som deltager i et uddannelsestilbud til en SU-berettigende uddannelse efter § 32, stk. 1, nr. 1, jf. § 37, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller
6) som deltager i et tilbud om vejledning og opkvalificering i form af studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse efter integrationslovens § 23 a, stk. 6.
Det fremgår af § 1, stk. 2, at til en uddannelsessøgende, der har orlov fra uddannelsesinstitutionen, kan der kun ydes hjælp, såfremt pågældende godtgør, at vedkommende ikke har uudnyttede muligheder for støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte, herunder adgang til forlænget støttetid i forbindelse med fødsel og adoption samt til at optage slutlån.
Det fremgår desuden af § 2, stk. 1, at en person, der modtager hjælp efter §§ 25 og 34, kan med kommunens godkendelse deltage i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin, i HF-enkeltfagsundervisning under 23 timer om ugen samt i anden undervisning, som ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, og som ikke er led i en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Endelig fremgår det af § 2, stk. 2, at det er en forudsætning for deltagelse i undervisning efter stk. 1, at modtageren af hjælp er indstillet på at afbryde undervisningen for at udnytte et tilbud om arbejde, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.
3.
Andre Principafgørelser
Gældende
Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
129-12
: Unge under 30 år på arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp kan ikke få tilbud om en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse. Ved studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse i § 37 i beskæftigelsesindsatsloven forstås en hel ordinær uddannelse, som enten giver studie- eller erhvervskompetence. HF enkeltfag er ikke en hel kompetencegivende uddannelse. Derfor er HF enkeltfag ikke omfattet af § 37 og vil kunne gives som tilbud til unge under 30 år.
Kasserede
Følgende Principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:
197-10
: Praksis om, at de særlige regler om arbejdsløshedsdagpenge for unge under 25 år ikke udelukker, at der i konkrete individuelle tilfælde kan ydes supplerende kontanthjælp, når ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, er indarbejdet i denne Principafgørelse.
159-09
: Principafgørelsen, der omhandler bekendtgørelsen om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde, er kasseret, da Principafgørelsen er uklar.