Vi gør kommunen opmærksom på, at klage over kommunens krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte har opsættende virkning efter retssikkerhedsloven § 72, stk. 6.
Kommunen burde derfor ikke have indgået en afdragsordning med NN for så vidt angår for meget udbetalt boligstøtte.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Det Social Nævn traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 8. december 2011
• Klagen til Ankestyrelsen af 4. januar 2012
• Nævnets genvurdering
Det fremgår af sagen oplysninger, at du og din tidligere samlever NNN tidligere har boet på adressen A sammen med jeres to fællesbørn i en 5-værelses lejlighed. NNN fraflyttede adressen den 27. juni 2007, og fik c/o adresse hos din bror og svigerinde, hvor han ifølge dine oplysninger boede på et lille værelse. NNN betalte ikke husleje. Du blev boende på A med jeres to børn.
Den 28. juni 2007 søgte du om ordinært og ekstra børnetilskud og den 28. oktober 2008 ansøgte du om økonomisk friplads.
Du erklærede til brug ved ordinært og ekstra børnetilskud en 6. december 2007 og 10. januar 2009, at du fortsat var enlig forsørger.
A Kommune modtog i februar 2009 en anonym anmeldelse om, at NNN reelt fortsat boede sammen med dig og dine børn, og alene havde flyttet sin folkeregisteradresse proforma.
På denne baggrund indkaldte kommunen dig til et møde den 24. februar 2009, hvor du blev bedt om at medbringe bankkontoudtog.
Under mødet oplyste du, at NNN kom ofte på din bopæl og havde nøgle til dit hjem. Efter samlivsophøret ønskede i at samarbejde omkring børnene og ikke lave for mange ændringer i børnenes hverdag.
Hver dag hentede NNN jeres børn hos dig og kørte dem i bil til institution, og om eftermiddagen hentede han børnene og kørte dem hjem. Årsagen hertil var, at busforbindelserne var dårlige, og NNN alligevel skulle på arbejde i A og havde bil. Hver onsdag kørte NNN endvidere din ældste søn til brydning og tilbage, og NNN spiste denne dag aftensmad sammen med dig og børnene i dit hjem.
NNN havde alt samvær med jeres børn hos dig, da han boede på et lille værelse, som ikke var egnet til samvær, og børnene havde alle deres ting derhjemme.
NNN passede endvidere jeres børn i dit hjem, når du skulle til banko eller i biografen, da dette var nemmest, og børnene hermed også kunne passe deres sovetider.
Du og NNN holdt jul sammen, og I har en enkelt gang deltaget i et socialt arrangement sammen på NNNs arbejdsplads. Du har endvidere en enkelt gang sammen med din far og jeres børn stødt til NNNs ferie i X, hvor du overnattede i et separat værelse.
Du oplyste endvidere, at du til tider lånte NNNs bil, mod at du selv betalte benzin.
Du oplyste endvidere, at du og NNN ikke havde indgået nogen bidragsresolution, da involvering af offentlige myndigheder uundgåeligt ville have påvirket jeres børn.
Du medbragte til mødet i kommunen et kontoudtog tilhørende NNN, da du har fået dette tilsendt fra banken.
Du oplyste, at du var registreret i RKI og havde en betydelig gæld i din tidligere bank. Det var derfor et krav fra den nye bank, at I optog et fælles lån, således at NNN også hæftede for lånet. I har endvidere ikke ønsket at lave om på de økonomiske arrangementer. Hele din indtægt blev hver måned sat ind på din budgetkonto, hvorfra alle udgifter har været betalt. NNN betalte hver måned et beløb til dig på cirka 9.600, som svarede til hans del af udgifterne, samt et beløb der ellers skulle have været betalt som børnebidrag.
Efterfølgende kontaktede A Kommune med samtykke fra dig A bank.
A bank oplyste, at oprindeligt var alene NNN kunde. I sensommeren 2007 blev banken kontaktet af NNN, og der blev istandsat et møde mellem dig, NNN og banken, da I ønskede at have samme bankforbindelse.
I forbindelse med mødet i banken den 27. september 2007 blev du kunde i banken, og der blev samtidig oprettet et fælles banklån til dækning af din gæld. Der blev trukket 2000 kroner månedligt fra din budgetkonto til det afdrag af det nye lån.
A bank oplyste endvidere, at NNN herudover samtidig havde stiftet endnu et banklån, som blev afdraget fra din budgetkonto med 4000 kroner månedligt. Endvidere har NNN optaget et forbrugslån i D i januar/februar 2008, som blev afdraget fra din budgetkonto. NNN har endvidere forøget et forbrugslån i E i september 2008, som indtil november 2008 blev afdraget fra NNNs konto, hvorefter det blev afdraget fra din budgetkonto. Endvidere indbetaltes til NNNs pensionsordning I P fra din budgetkonto.
Det blev endvidere oplyst, at der månedligt var faste posteringsoverførsler/træk fra NNNs konto til din budgetkonto og forbrugskonto.
Kommunen har endvidere rettet henvendelse til vandforsyningsselskabet og elforsyningsselskabet, som oplyser, at regningsmodtager ikke er blevet ændret, og at NNN således fortsat stod med på regningerne.
Den 6. april 2009 sendte A Kommune dig et partshøringsbrev, hvor det blev meddelt, at kommunen agtede at træffe afgørelse om tilbagebetaling af for meget modtaget ordinær og ekstra børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud. I brevet fremgik de oplysninger som kommunen havde indhentet fra dig, din bank og forsyningsselskaberne.
A Kommune modtog den 22. april 2009 dine bemærkninger til sagen.
Den 18. maj 2009 traf A Kommune afgørelse om, at du skulle tilbagebetale for meget udbetalt børnetilskud 1. juli 2007 – 31. marts 2009, Fripladstilskud for perioden 1. november 2008 – 28. februar 2009
Samt boligsikring 1. juli 2007 – 28. februar 2009.
Kommunen vurderede ud fra de ovenstående oplysninger, at du reelt havde levet i et ægteskabslignende forhold med sammenblandet/fælles økonomi med NNN. Kommunen vurderede endvidere, at du havde modtaget ydelserne uberettiget og mod bedre vidende.
Den 24. juni 2009 modtog A Kommune din anke. Den 28. juli sendte du endnu en klage, hvor du henviste til dit tidligere partshøringssvar af 21. april 2009 med overskriften ”ankeskrivelse”.
Den 18. august 2001 fastholdt A Kommune sin afgørelse og oversendte din sag til Det Sociale Nævn. A Kommune bemærkede i genvurderingen, at du havde erkendt at have modtaget de omhandlede ydelser med urette, da du havde indgået en afdragsordning og var begyndt at tilbagebetale de for meget modtagne ydelser. A Kommune bemærkede endvidere, at du i hele perioden var arbejdsledig og du derfor ikke var bundet af en bestemt mødetid på en arbejdsplads, når børnene skulle afleveres om morgenen i institution.
Din advokat fremsendte den 9. november 2011 til Det Sociale Nævn dine bemærkninger til A Kommunes genvurdering. Du gentog her hvad du tidligere havde oplyst som svar på partshøring. Du afviste samtidig at have vedkendt dig skyld, men du mente ikke at du havde noget valg og indgik derfor et frivilligt forlig med kommunen. Du forklarede endvidere, at årsagen til at NNN havde haft nøgle til din bolig var, at du led af depression og dødsangst, og derfor havde givet din nøgle til flere personer i din omgangskreds.
Du bemærkede endvidere, at NNN altid har stået for økonomien, da du ikke var i stand til at styre økonomien, og du havde depression og dødsangst. I ønskede at alt fortsatte uændret så vidt muligt af hensyn til jeres drenge.
A Kommune bemærkede i brev af 30. november 2011 til Det Sociale Nævn, at der er busforbindelser og hele tiden har været busforbindelse fra dit hjem, da linje 4 kørte 300 – 400 meter fra din adresse.
Nævnet traf afgørelse den 8. december 2011. Nævnet stadfæstede afgørelsen om tilbagebetaling af børnetilskud for perioden 1. juli 2007 – 31. marts 2009 og fripladstilskud for perioden 1. november 2008 – 28. februar 2009.
Nævnet vurderede, at kommunen i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at du og NNN i perioden 1. juli 2007 til 31. marts 2009 havde levet i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse. Nævnet lagde vægt på oplysningerne fra dit møde med kommunen, herunder at I havde haft en sammenblandet økonomi.
Nævnet vurderede endvidere, at du burde have indset, at der var tale om ægteskabslignende forhold, da du var gjort bekendt med at der foreligger ægteskabslignende forhold, når en af parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse. Du var endvidere gjort bekendt med, at du skulle oplyse kommunen om ændringer i samlivsforhold.
Nævnet ophævede samtidig afgørelse om tilbagebetaling af boligsikring 1. juli 2007 – 28. februar 2009, da det ikke var godtgjort, at NNN har haft fast ophold i boligstøttelovens forstand, uanset at der har været sammenblandet økonomi. Nævnet lagde herunder vægt på, at NNN har været folkeregistertilmeldt adressen hos din bror og svigerinde, og ifølge dig ikke har overnattet hos dig. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke er oplysninger om konkrete forhold, som peger på, at NNN har boet fast på din adresse i den pågældende periode.
Advokaten har ved brev af 4. januar 2012 på dine vegne klaget over Statsforvaltningen Ys afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du og NNN af hensyn til børnenes tarv har, har valgt at samarbejde omkring praktiske forhold som at bringe og hente børn, køre til fritidsaktiviteter, spise sammen, hjælpe med børnepasning samt samvær i dit hjem. Der henvises i den forbindelse til forældreansvarsloven. I klagen blev dine tidligere bemærkninger til sagen gentaget og uddybet.
Advokaten henviser til at det er i strid med lovens intention at straffe forældre, som i overensstemmelse med forældreansvarsloven forsøger at varetage børnenes tarv bedst muligt.
Når NNN er meddebitor på lån, skyldes det, at banken ønskede NNN som meddebitor, og at banken nu ikke vil slippe NNN som meddebitor på lånene. Da der ikke er etableret en egentlig ordning om betaling af børnebidrag, betaler NNN et månedligt beløb til dig til børnenes underhold. Endvidere har du lidt af depression og angst, hvorfor du ikke har kunnet håndtere de økonomiske forpligtelser.
Du accepterede alene tilbagebetaling, da du ikke kunne overskue sagen og følte sig truet med tilbageholdelse i ydelser.
Nævnet oversendte ved brev af 17. januar 2012 sagen til Ankestyrelsen. Nævnet fastholdt sin afgørelse.