Lov om social service § 100 fastslår, at kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. § 100, stk. 2, fastslår, at udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f. eks merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.
Det fremgår af § 5, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der alene ydes tilskud til nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos den person, der ansøger. Behovet vurderes i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.
De udgifter til den daglige livsførelse, som personen selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger på grund af den nedsatte funktionsevne, skal afholdes af den pågældende selv.
Det fremgår af punkt 62 i Socialministeriets vejledning om særlig støtte til voksne, at der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring som f.eks. til og fra uddannelse, arbejde, behandling og fritid (familiebesøg, fritidsinteresser etc.) herunder situationer, hvor en forælder med nedsat funktionsevne skal ledsage sit barn til dagtilbud, skole, behandling eller fritidstilbud. Befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100 er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven, jf. også punkt 65 og 66 om befordringsregler i anden lovgivning.
Det fremgår af punkt 65, at befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven, herunder eventuelt støtte, der kan ydes efter § 117 i serviceloven til borgere, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle befordringsmidler. Der kan f.eks. henvises til Transportministeriets regler om individuel befordring, Beskæftigelsesministeriets revalideringsbestemmelser og Undervisningsministeriets regler om befordringsgodtgørelse til visse grupper af uddannelsessøgende.
Det fremgår af punkt 66, at kommunen desuden på visse betingelser yder befordringsgodtgørelse i forbindelse med behandling hos praktiserende læge og praktiserende speciallæge samt til genoptræning, jf. §§ 170 og 172 i sundhedsloven.
Regionen yder på visse betingelser befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med sygehusbehandling, jf. § 171 i sundhedsloven.
Reglerne for befordring er nærmere fastsat i bekendtgørelse om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven (bekendtgørelse nr. 1496 af 16. december 2009).
3.
Andre Principafgørelser
Gældende
Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
100-10
om transportudgiften til kontrolbesøg for diabetes på hospital. Transportudgiften skulle medtages med det fulde beløb ved beregningen af merudgifter.
Kommunen var ikke berettiget til at reducere transportudgiften til kontrolbesøgene med den begrundelse, at kontrolbesøgene kunne kombineres med andre ærinder i byen.
53-11
, hvor der ikke var ret til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til kontrolbesøg hos egen læge. Det indgik i vurderingen, at der var mulighed for at vælge en læge i nærområdet, og egen læge havde adresse i nærområdet.
Disse sager hørte ikke under sundhedsloven, og der var ikke tale om behandling, men om kontrolbesøg.
Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser på området.