Ankestyrelsens principafgørelse 56-13

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012 - § 100

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, om der kan ydes hjælp til merudgifter efter servicelovens § 100, i det omfang transporten ikke er dækket efter sundhedslovgivningen.

Lov om social service § 100 fastslår, at kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. § 100, stk. 2, fastslår, at udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f. eks merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.

Det fremgår af § 5, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der alene ydes tilskud til nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos den person, der ansøger. Behovet vurderes i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

De udgifter til den daglige livsførelse, som personen selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger på grund af den nedsatte funktionsevne, skal afholdes af den pågældende selv.

Det fremgår af punkt 62 i Socialministeriets vejledning om særlig støtte til voksne, at der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring som f.eks. til og fra uddannelse, arbejde, behandling og fritid (familiebesøg, fritidsinteresser etc.) herunder situationer, hvor en forælder med nedsat funktionsevne skal ledsage sit barn til dagtilbud, skole, behandling eller fritidstilbud. Befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100 er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven, jf. også punkt 65 og 66 om befordringsregler i anden lovgivning.

Det fremgår af punkt 65, at befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven, herunder eventuelt støtte, der kan ydes efter § 117 i serviceloven til borgere, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle befordringsmidler. Der kan f.eks. henvises til Transportministeriets regler om individuel befordring, Beskæftigelsesministeriets revalideringsbestemmelser og Undervisningsministeriets regler om befordringsgodtgørelse til visse grupper af uddannelsessøgende.

Det fremgår af punkt 66, at kommunen desuden på visse betingelser yder befordringsgodtgørelse i forbindelse med behandling hos praktiserende læge og praktiserende speciallæge samt til genoptræning, jf. §§ 170 og 172 i sundhedsloven.

Regionen yder på visse betingelser befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med sygehusbehandling, jf. § 171 i sundhedsloven.

Reglerne for befordring er nærmere fastsat i bekendtgørelse om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven (bekendtgørelse nr. 1496 af 16. december 2009).

3. Andre Principafgørelser

Gældende

Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

100-10 om transportudgiften til kontrolbesøg for diabetes på hospital. Transportudgiften skulle medtages med det fulde beløb ved beregningen af merudgifter.

Kommunen var ikke berettiget til at reducere transportudgiften til kontrolbesøgene med den begrundelse, at kontrolbesøgene kunne kombineres med andre ærinder i byen.

53-11 , hvor der ikke var ret til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til kontrolbesøg hos egen læge. Det indgik i vurderingen, at der var mulighed for at vælge en læge i nærområdet, og egen læge havde adresse i nærområdet.

Disse sager hørte ikke under sundhedsloven, og der var ikke tale om behandling, men om kontrolbesøg.

Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser på området.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag, om der kan ydes hjælp til merudgifter efter servicelovens § 100, i det omfang transporten til indlæggelse ikke er udført efter sundhedslovgivningen

Resultatet er

• Du kan ikke få dækket merudgifter til taxakørsel i forbindelse med transport til og fra hospitalsindlæggelser som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.

Det betyder, at din transport ikke kan dækkes efter servicelovens bestemmelser.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Vi skal bede kommunen om at tage stilling til din ansøgning om merudgifter til taxakørsel til og fra psykologbehandling, i det omfang kommunen ikke allerede har taget stilling hertil.

Der var enighed på mødet.

Støtte til befordring efter bestemmelserne om merudgifter er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven.

Princippet om sektoransvar danner hovedudgangspunkt ved afgrænsning af, i hvilet regi et opgaveområde hører hjemme.

Det betyder, at dækningen af transport til og fra indlæggelser på hospital ikke er et ansvar for socialsektoren.

Vi har lagt vægt på, at det er regionsrådet, der beslutter, om du skal ydes transport til og fra hospitalet.

Vi har lagt til grund, at du i forbindelse med indlæggelse på hospital i nogle tilfælde er blevet kørt af politi eller ambulance.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at der måtte være mange borgere, der var faldet i gråzonen mellem sektorernes skarpe skel.

Det sundhedsfaglige personale kendte heller ikke reglerne for de forskellige sektorers love.

Du havde ansøgt om transport til og fra alle typer behandling, som følge af din sygdom:

Indlæggelser, ambulant behandling hos bla. læge og psyk. , sygeplejerske, interviews til evt. kommende behandling samt psykologiske samtaler, som var en ekstern udbyder, der ikke hørte under sundhedssystemet.

Du har i et utal af episoder selv måtte afholde udgifterne til transport.

Du har redegjort for nogle situationer, hvor akutteamet havde afvist dig og henvist dig til psykiatrisk skadestue, som henviste til akutteamet. Du måtte betale taxa, som hverken sundhedsvæsenet eller kommunen betalte.

Du har i klagen redegjort for din situation og har bedt om at transporten til psykologsamtaler blev dækket efter servicelovens

§ 100.

Vi bemærker, at det forhold, at du har nogle udgifter til taxa, som ikke blev dækket hverken af sundhedsvæsenet eller af kommunen, ikke kan medføre, at du kan få dækket disse udgifter efter serviceloven.

Nævnet har vejledt dig om, at du kan henvende dig til hospitalets kørselskontor eller til en patientvejleder.

Vi har bedt kommunen om at tage stilling til det anførte om dine taxaudgifter til psykologbehandling, i det omfang kommunen ikke allerede har truffet en afgørelse herom.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 20. marts 2012

• Klagen til Ankestyrelsen af 20.marts 2012

• Nævnets genvurdering

• Nævnets stadfæstelse af formandens afgørelse

A Kommune har den 15. december 2011 truffet ny afgørelse i din sag om merudgiftsydelse, fordi Det sociale Nævn i havde hjemvist afgørelsen om transport med taxi.

Kommunen fastholdt sin tidligere afgørelse af 5. november 2010,

hvor du fik afslag på merudgiftsydelse, fordi dine merudgifter ikke oversteg 6000 kr. pr. år.

Til brug for en fornyet vurdering havde A Kommune indhentet oplysninger fra P.

Kommunen vurderede, at den indhentede statusattest ikke sandsynliggjorde, at det var nødvendigt at køre i taxi, når du skulle indlægges, eller når du var indlagt.

Kommunen vurderede, at du ikke var i stand til at tage med offentlige transportmidler, bil eller taxi, når du blev indlagt akut og havde det meget dårligt. Der var brug for sygetransport, ambulance eller politibil, da du ifølge P kunne være i fare for dig selv eller andre.

Kommunen har endvidere vurderet at du, når du ikke var dårlig, selv var i stand til at køre i bil eller at tage offentlige transportmidler.

Nævnet tiltrådte den 20. februar 2012 kommunens afgørelse.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at udgifter til taxakørsel i forbindelse med indlæggelser ikke kunne medtages i beregningen

af dine nødvendige merudgifter. Reglerne om transport

til og fra hospitalsindlæggelser hørte under sundhedsvæsnet og blev reguleret af sundhedslovgivningen.

Det Sociale Nævn havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt du havde ret til at få dækket dine udgifter til transport efter sundhedslovgivningen. Du blev henvist til at klage til patientombuddet over sundhedsvæsnet.

Du har klaget over nævnets afgørelse.

Nævnet har ved genvurderingen oplyst, at du kan henvende dig til hospitalet i det omfang, du har behov for transport i forbindelse med dine indlæggelser.