Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Bestemmelsen om omvendt bevisbyrde i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, anvendes ikke, når det skal afgøres om behandlingsudgifter kan dækkes. Det gælder også udgifter til tandbehandling. Det betyder, at det er tilskadekomne, der skal godtgøre sammenhængen mellem den anerkendte skade og behandlingsbehovet.
Arbejdsskademyndighederne skal afklare årsagen til og beskrive det konkrete behandlingsbehov. Denne afklaring er særlig relevant, når tilskadekomne har forudbestående gener i sit tandsæt.
Hvis tilskadekomne også har et behandlingsbehov, som ikke er forårsaget af arbejdsskaden, skal myndighederne tage stilling til fordeling af udgifterne til den relevante behandling, herunder om tilskadekomne samlet får et forbedret tandsæt på grund af tandbehandlingen.
Hvis tilskadekomne ikke har et behandlingsbehov forud for arbejdsskaden, kan der ydes fuld dækning til tandbehandling.
I den konkrete sag blev tilskadekomne sparket på kinden af et barn og mistede en guldkrone på en tand. Tilskadekomne havde kun ret til delvis dækning af tandlægeudgiften, fordi en del af behandlingen skyldtes forudgående behandlingsbehov.
I en anden sag faldt tilskadekomne 2½ m ned fra en stige og landede på hovedet. Faldet påvirkede tænderne både i overmunden og i undermunden. Tilskadekomne havde kun ret til delvis dækning af tandlægeudgiften, fordi en del af behandlingen skyldtes forudgående behandlingsbehov.