Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Ikke dækning af udgifter til psykolog som følge af en fysisk personskade
(fysisk arbejdsskade)
Der er som hovedregel ikke tale om behandlinger med varigt helbredende effekt i arbejdsskadesikringslovens forstand, når tilskadekomne går til psykolog for at lære at håndtere og leve med de smerter og de ændringer i livet, som en fysisk arbejdsskade har medført.
I disse tilfælde dækkes udgiften til psykologsamtaler derfor som hovedregel ikke af arbejdsskadesikringslovens regler om dækning af udgifter til behandling.
Dette skyldes, at en fysisk personskade som altovervejende udgangspunkt ikke er egnet til at forårsage en psykisk personskade. Efter en konkret vurdering kan udgifter til psykologbehandlinger efter en fysisk arbejdsskade dog dækkes, hvis der har været tale om hændelser af særligt belastende karakter, der er egnet til at give psykiske gener.
Tilskadekomne bliver kompenseret for sine daglige gener som følge af arbejdsskaden, herunder smerterne og de gener de giver i dagligdagen, i godtgørelsen for varigt mén.
Dækning af udgifter til psykolog som følge af en psykisk personskade
(psykisk arbejdsskade)
Tilskadekomne har ret til dækning af udgifter til psykologsamtaler, når der er tale om en psykisk personskade, der er anerkendt eller kan anerkendes som en arbejdsskade.
Dette er for eksempel tilfældet, hvis tilskadekomnes liv eller helbred har været i alvorlig fare, eller hvis tilskadekomne har haft rimelig grund til at føle sig udsat for en sådan fare. Det vil også være tilfældet, hvis tilskadekomne har været udsat for en helt usædvanlig, chokerende begivenhed eller et forløb gennem længere tid, eller der er tale om situationer, hvor tilskadekomne føler sig ansvarlig for den alvorlige fare, som andres liv er blevet bragt i.
Det er dog fortsat et krav, at psykologbehandlingen har været nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger.