Lov om social service § 100 fastslår, at kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. Det fastslås også, at udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f. eks merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.
Det fremgår af § 11 i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at Servicelovens § 100 ikke omfatter hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, at der alene ydes tilskud til nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos den person, der ansøger. Behovet vurderes i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.
I § 5, stk. 2, fremgår det, at de udgifter til den daglige livsførelse, som personen selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger på grund af den nedsatte funktionsevne, skal afholdes af den pågældende selv.
Det fremgår af punkt 62 i vejledningen om særlig støtte til voksne, at befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen i serviceloven § 100 er subsidiære i forhold til befordringsydelse efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven.
Det fremgår af vejledningens punkt 60, at der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter til hjælp til den del af egenbetalingen af den tilskudsberettigede medicin, der ikke dækkes efter sundhedslovens regler. Det er en betingelse, at den tilskudsberettigede medicin er ordineret som følge af den nedsatte funktionsevne.
3.
Andre Principafgørelser
Gældende
Følgende Principafgørelser om kombination af støtte efter serviceloven og sundhedsloven er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
112-11
om egenbetaling til medicin. Udgifter til lægeordineret medicin til afhjælpning af sendiabetiske følger i form af erektiv dysfunktion kunne være en nødvendig merudgift som følge af diabetes.
Det var en betingelse, at personen var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, og at den eller de lidelser, der medførte den nedsatte funktionsevne var årsag til den erektive dysfunktion.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at medicinen var nødvendig for, at borgeren kunne have et almindeligt sexliv.
113-11
med tilsvarende resultat.
94-11
, hvor der ikke kunne ydes dækning af udgifter til ledsagers transport og aktiviteter som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.
Det var en betingelse for at få hjælp efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der ikke var fastsat en egenbetaling til udgiften efter andre bestemmelser i den sociale lovning. I bestemmelsen om ledsagelse er det fastsat, at brugeren selv afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring med videre.
100-10
, hvor det blev fastslået, at transportudgiften til kontrolbesøg for diabetes på hospital skulle medtages med det fulde beløb ved beregningen af merudgifter. Kommunen var ikke berettiget til at reducere transportudgiften til kontrolbesøgene med den begrundelse, at kontrolbesøgene kunne kombineres med andre ærinder i byen.
53-11
, hvor der ikke var ret til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til kontrolbesøg hos egen læge. Det indgik i vurderingen, at der var mulighed for at vælge en læge i nærområdet, og egen læge havde adresse i nærområdet.
Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser på området.