Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Det er en betingelse for at yde støtte til teststrimler og fingerprikker som hjælpemidler, at lægen anser jævnlig blodsukkermåling for påkrævet.
Ved denne vurdering skal lægen foretage en afvejning af risikoen for udvikling af senkomplikationer til sukkersygen. Videre skal lægen foretage en vurdering af, om patienten har forståelse for og mulighed for at anvende testmaterialerne, og om patienten forstår at vurdere resultaterne af målingen og drage konsekvenserne heraf.
Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at lægen anbefaler jævnlig blodsukkermåling af en tabletbehandlet diabetiker.
Der kan ikke stilles bestemte aldersmæssige betingelser til tidspunktet for sukkersygens diagnosticering.