Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg finder, at arbejdsgiveren har ret til refusion for delvist sygefravær efter § 56 i sygedagpengeloven, når borgeren er delvis uarbejdsdygtig i henhold til sygedagpengelovens § 7, stk. 2, og sygefraværet er på mindst 4 timer om ugen.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at en aftale efter § 56 i sygedagpengeloven har til formål at sikre, at borgere, hvis fraværsrisiko på grund af langvarig eller kronisk sygdom er væsentlig forøget, har mulighed for at opnå eller fastholde en ansættelse.
Det er vores opfattelse, at fraværsrisikoen kan bestå af såvel hele som halve fraværsdage.
Vi har ved afgørelsen videre lagt vægt på, at indgåelsen af en § 56-aftale medfører, at der ikke påbegyndes en ny arbejdsgiverperiode for arbejdsgiveren.
Vi har videre lagt vægt på, at der ikke er noget krav om, at de 21 kalenderdage nævnt i § 56, stk. 2, nr. 3, skal være én sammenhængende periode, og at dage med delvist sygefravær med nedsatte sygedagpenge også tæller med som hele dage.
Vi har videre lagt vægt på, at dage med delvist fravær tæller med som hele dage i forbindelse med vurderingen af, om der kan ske fornyelse af aftalen.
Vi har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at der efter sygedagpengeloven kan udbetales nedsatte sygedagpenge til en person, som er delvis uarbejdsdygtig.
Der er efter vores opfattelse ikke noget i ordlyden af sygedagpengelovens § 56, der tilsiger, at der kun kan ydes refusion for hele fraværsdage. § 56 må derfor fortolkes i overensstemmelse med hovedreglen i sygedagpengelovens § 7, stk. 2.
Vi finder, at NN må anses for delvis uarbejdsdygtig, og at arbejdsgiveren dermed har ret til refusion for delvist sygefravær, når sygefraværet er på mindst 4 timer om ugen.
Vi har herved lagt vægt på de lægelige oplysninger, der foreligger på sagen, herunder ”Attest vedrørende kronisk sygdom” af 15. september 2010 fra borgerens egen læge.
Borgerens læge oplyser på attesten, at borgeren lider af posttraumatisk belastningsreaktion. Lægen oplyser blandt andet, at borgeren er henvist til behandling i foråret 2011, og at sygdommen skønnes at forøge fraværsrisikoen i væsentligt omfang.