Det fremgår af sygedagpengelovens § 26, stk. 1, at hvis retten til sygedagpenge er opbrugt under en sammenhængende sygeperiode på mere end 52 uger, jf. § 24, stk. 1, kan der på ny udbetales sygedagpenge, når den sygemeldte godtgør at have været arbejdsdygtig i mindst 13 uger efter varighedsbegrænsningens indtræden. Ved arbejdsdygtighed i mindre end 13 uger kan den sygemeldte på ny få udbetalt sygedagpenge fra kommunen, når beskæftigelseskravet i § 32 eller i § 42 er opfyldt. Det er endvidere et krav, at en af betingelserne i § 27 for at forlænge sygedagpengeperioden er opfyldt.
Det fremgår endvidere af lovens § 32, stk. 1, at en lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen, når den pågældende
1) har været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de seneste 26 uger før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget i mindst 240 timer samt ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og beskæftigelsesforhold,
2) hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt, ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
3) inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed,
4) er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov, eller
5) er ansat i fleksjob, jf. kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Endelig fremgår det af lovens § 34, at en person, der pådrager sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, og som ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren, har ret til sygedagpenge fra kommunen fra 1. fraværsdag, uanset at personen ikke opfylder beskæftigelseskravet efter § 32.
3.
Andre Principafgørelser
Kasserede
Følgende Principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:
231-11
: Praksis om, at en arbejdsskade skal være anerkendt af Arbejdsskademyndighederne, for at den sygemeldte har ret til sygedagpenge efter lovens § 34, er indarbejdet i denne Principafgørelse.
D-8-08
: Praksis om, at Beskæftigelsesankenævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en sygemeldt har pådraget sig en arbejdsskade, er indarbejdet i denne Principafgørelse.
D-7-03
: Praksis om, at fraværet skal have en klar sammenhæng med arbejdsskaden, er indarbejdet i denne Principafgørelse.