Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) § 35, stk. 1, fastslår, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af kontanthjælpen er betinget af, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud, indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret ansøgeren eller modtageren af hjælp om konsekvensen for hjælpen, hvis en person uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v., og om, hvilke skridt en person, der afslår m.v., skal tage for igen at blive berettiget til hjælp.
Det fremgår videre af § 35, stk. 2, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen sker med virkning fra den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af hjælp uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 8 a, 13 eller 13 a (ansøgeren skal melde sig arbejdssøgende i jobcentret, hvis ansøgeren alene er begrundet i arbejdsledighed, samt regler om udnyttelse af arbejdsmulighed).
Det fremgår af § 41, at hjælpen blandt andet ophører, hvis en person uden rimelig grund afviser tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning. Hjælpen til personen ophører, så længe personen afviser tilbud m.v.
3.
Andre Principafgørelser
Gældende
Ankestyrelsen har i flere Principafgørelser konkret taget stilling til betingelserne for vejledning i § 35, bl.a.:
5-11
: Kommunens vejledning i forbindelse med indkaldelse til jobsamtale var ikke tilstrækkelig til at opfylde betingelserne for at foretage fradrag i borgerens hjælp.
Kommunens vejledning om, at udeblivelsen kunne få konsekvenser for borgerens udbetaling af ydelser, var uklar.
Kommunen havde i brev om indkaldelse til jobsamtale givet vejledning med følgende ordlyd:
”Du har mødepligt.
Udebliver du fra samtalen uden rimelig grund, vil det få betydning for udbetalingen af din kontanthjælp/starthjælp på én eller flere af følgende måder:
- din hjælp bortfalder i perioden fra udeblivelsen og til vi igen hører fra dig
- din hjælp nedsættes
- det kan besluttes, at du skal tilbagebetale din hjælp”
Denne vejledning var utilstrækkelig, fordi kommunen i jobplanen havde angivet 3 forskellige konsekvenser af udeblivelse fra jobsamtalen uden rimelig grund, selv om der i reglerne ikke er nogen valgmulighed.
Angivelse af alternativer medførte uklarhed om, hvilken konsekvens en udeblivelse rent faktisk ville have og var dermed utilstrækkelig.
Da kommunen ikke havde vejledt borgeren tilstrækkeligt, kunne kommunen ikke foretage fradrag i borgerens kontanthjælp for perioden fra hans udeblivelse fra jobsamtalen til kontakten til jobcenteret var genoprettet.
6-11
: En kommune havde ikke ved indkaldelse til jobsamtale i tilstrækkelig grad vejledt borgeren om konsekvensen af at udeblive fra jobsamtalen, og om hvilke skridt han ved udeblivelse skulle tage for igen at være berettiget til hjælp.
Kommunen havde i brev om indkaldelse til jobsamtale givet vejledning med følgende ordlyd:
”Hvis du udebliver fra jobsamtalen vil det medføre en vurdering af, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. Lov om Aktiv Socialpolitik § 13.
Borgerservice vil blive orienteret om udeblivelse fra jobsamtalen og udeblivelse kan dermed få konsekvenser for fremtidig udbetaling af ydelse jfr. Lov om Aktiv Socialpolitik § 37 g § 41. ”
Kommunens vejledning indeholdt ikke tilstrækkelig præcis anvisning om, at udeblivelsen ville få konsekvenser for borgerens udbetaling af ydelser, og borgeren var ikke vejledt om, at han ved udeblivelse skulle genoprette kontakten til jobcentret for igen at blive berettiget til hjælp.
Da kommunen ikke havde vejledt borgeren tilstrækkeligt præcist, kunne kommunen ikke foretage fradrag i borgerens kontanthjælp for perioden fra hans udeblivelse fra jobsamtalen til kontakten til jobcenteret var genoprettet.
132-11
: Kommunen skal vejlede konkret og præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund, når kommunen har anledning til det.
I denne sag havde kommunen imidlertid ikke en sådan anledning til at vejlede borgeren, idet kommunen ikke havde oplysninger om, at borgeren ville opsige sit arbejde.
134-11
: Den skriftlige vejledning, som borgeren havde modtaget ved indkaldelse til en jobsamtale, var tilstrækkelig, selvom jobsamtalen blev flyttet til dagen efter på foranledning af borgeren.
Det var afgørende, at det kun var mødetidspunktet, der var ændret, at ændringen skyldtes borgerens forhold, at ændringen kom i stand dagen inden det oprindeligt aftalte møde, og det nye mødetidspunkt lå kort tid efter samtalen om ændring af tidspunktet
Følgende Principafgørelse er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
A-16-07
: Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var berettiget til at stoppe kontanthjælpen, uanset om den pågældende kontanthjælpsmodtager havde udvist negativ adfærd ved ansættelsessamtalen. Begrundelse var, at der ikke forelå et åbent tilbud om arbejde.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at manden i forbindelse med jobsamtalen havde oplyst, at han søgte stillingen ufrivilligt, hvorefter arbejdsgiveren ikke ønskede at ansætte ham.
Kasserede
Følgende Principafgørelse er kasseret og gælder ikke længere:
A-36-06
: Historisk, gælder ikke længere. Praksis er indarbejdet i denne Principafgørelse.